Vandets dag bød på vandløb og rent drikkevand
Hvert år afvikler Kalundborg Forsyning Vandets Dag, hvor forsyningen deler rent drikkevand ud og er værter ved et vandløb.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Lørdag den 21. marts blev der holdt Vandets Dag i Kalundborg. Det er Kalundborg Forsyning, der står for afviklingen, og her kunne administrerende direktør Jes Tobiassen gøre reklame for det gode drikkevand, man har i forsyningen.
“Der tales så meget om vandkvalitet i denne valgkamp, men jeg er glad for at kunne sige, at vandet fra Kalundborg Forsynings vandværker er rent,” sagde han blandt andet, inden de omkring 500 løbere blev sendt ud på forskellige ruter.
Der var tre af, nemlig 3, 5 og 10 kilometers ruter, som man enten kunne gå eller løbe. Den del stod 5 Tårns Motion for.
Ruterne førte deltagerne ad Møllebakken og rundt på Kalundborgs gader.
På Møllebakken var det ikoniske vandtårn åbent for alle, der havde lyst til et kig ud over byen. Var løberne hurtigt nok på deres ruter, kunne de nå en tur i vandtårnet, der holdt åbent fra klokken 10 til 13.
På Solskinspladsen var Kalundborg Forsyning til stede med en vandbar, hvor man både kunne få bolsjer og en drikkedunk med rent vand.
Der var masser af mennesker i Kordilgade, både for at se løberne blive sendt afsted, g en tur på Møllebakken, eller få en sludder med Rasmus Horn Langhoff, formand for Folketingets Transportudvalg, Socialdemokratiet og kandidat til det kommende folketingsvalg på tirsdag, der benyttede lørdagen til at dele såvel roser som valgtaler ud.
I ugerne op til Vandets Dag havde Kalundborg Forsyning tilbudt at besøge alle 4. klasserne i kommunen. Formålet var dobbelt: at styrke børn og unges forståelse af vores vandressourcer og at knække kurven for det affald, som hvert år koster millioner at fjerne fra kloak- og pumpesystemerne.