Valgsted flyttes

”Hvad er mere oplagt end at servere ’valgflæsk’ på sådan en dag, så vi tilbyder stegt flæsk ad libitum med det hele og der er allerede flere som har booket bord"

Valgsted flyttes
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Valgstedet på Røsnæs flyttes fra friskolen til forsamlingshuset. Men til valget til Europaparlamentet i juni måned bliver der valgsted på Café Dyrehøj og her mærker man allerede interessen.

I forbindelse med afvikling af valg til Europaparlamentet søndag den 9. juni 2024 kan et af kommunens faste valgsteder, Friskolen på Røsnæs, ikke stille den fornødne plads og egnede lokaler til rådighed. Friskolen på Røsnæs har samtidig meddelt, at de fortsat ikke kan tilbyde andre lokaler.

Det betyder at Kalundborg Kommune har været nødt til at finde et andet afstemningssted for dette afstemningsområde til valg til Europaparlamentet søndag den 9. juni 2024 og fremtidige valg.

Sagen har været på dagsordenen i Økonomiudvalget og her er det besluttet, at Røsnæs forsamlingshus fremover indtræder som fast valgsted på Røsnæs. Dog ikke til valget den 9. juni 2024 hvor forsamlingshuset er optaget.

Derfor vil valget til Europaparlamentet i stedet blive afviklet på Café Dyrehøj.

Kommunens sekretariat har ved besigtigelse af Café Dyrehøj fundet stedet egnet som afstemningssted og vurderet, at de har adgangsforhold, som også gør stedet egnet for handicappede og gangbesværede. Det samme gør sig gældende for toiletfaciliteterne.

Og på Café Dyrehøj oplever man allerede interessen for valget.

”Hvad er mere oplagt end at servere ’valgflæsk’ på sådan en dag, så vi tilbyder stegt flæsk ad libitum med det hele og der er allerede flere som har booket bord,” fortæller Tina Thrysøe, indehaver af Café Dyrehøj.

Der tilbydes ’valgflæsk’ både kl. 17 og kl. 19.30.

Fremover vil Café Dyrehøj indtræde som fast alternativ som valgsted, såfremt forsamlingshuset er optaget af private arrangementer.

Del