Valgmøde om landbrug samlede over 100 på Urhøjgaard

Lokale landmænd og politikere i dialog om udfordringer, biogas og vandmiljø i Kalundborg Kommune.

Valgmøde om landbrug samlede over 100 på Urhøjgaard
Mandag aften var Urhøjgaard rammen om et valgmøde med fokus på landbruget, arrangeret af Kalundborgegnens Erhvervsråds landbrugsnetværk.

Af Gitte Korsgaard  gitte@tv-kalundborg.dk 

Lokale landmænd og politikere i dialog om udfordringer, biogas og vandmiljø i Kalundborg Kommune.

Mandag aften var Urhøjgaard rammen om et valgmøde med fokus på landbruget, arrangeret af Kalundborgegnens Erhvervsråds landbrugsnetværk. Godt hundrede deltagere – alle med tilknytning til landbruget – var mødt frem for at drøfte de politiske forhold, der har direkte indflydelse på erhvervet i Kalundborg Kommune.

Landbruget som kommunens største virksomhed

Tom Johansen, ejer af Urhøjgaard og medlem af landbrugsnetværket, der ligge runder Erhvervsrådet, fortæller, at formålet med mødet var at skabe en tættere dialog mellem politikere og landbruget.

“Ser man landbruget som en virksomhed, er det den største i kommunen – i hvert fald den, der fylder mest. Det er vigtigt, at politikerne forstår, hvilke udfordringer landbruget står over for,” siger Tom Johansen.

Caspar Christensen, der er konstitueret erhvervsdirektør i Kalundborgegnens Erhvervsråd, var meget imponeret over mødet og den opbakning, der var til det.

”Det er forfriskende at have et netværk, der laver sådan et fagligt orienteret vælgermøde, og det er jo også en gruppe, hvor dem der sidder som publikum, sidder med en større viden på området end politikerne gør. Det var et fantastisk initiativ, og jeg er overvældet over den opbakning, der var til det. Overordnet var politikerne velforberedte og kom med noget. Det gjorde, at man ikke spildte sin tid. Det var et højt niveau fra alle - både politikere arrangører og publikum,” siger Caspar Christensen.

Netværket, som hører under Kalundborgegnens Erhvervsråd, tæller i dag omkring 40 medlemmer, og interessen er stigende.

Politikerne inviteret i praktik hos landmænd

For at skabe bedre forståelse mellem politikere og landmænd fik de deltagende kandidater tilbudt et særligt praktikforløb.

“Vi oplever tit, at mennesker, der ikke kender hinanden, har svært ved at forstå hinandens virkelighed. Derfor inviterede vi politikerne til en uges praktik hos en landmand – fordelt hen over året. Efterfølgende mødes vi igen og taler om oplevelsen,” forklarer Tom Johansen.

Alle de tilstedeværende kandidater udfyldte sedlen med interesse for at deltage, og nu skal netværket finde 12 praktiksteder.

Fire skarpe spørgsmål til kandidaterne

Under mødet blev politikerne præsenteret for fire konkrete spørgsmål, som landbrugsnetværket på forhånd havde sendt:

  1. Behandlingstid: Hvad er din målsætning for behandlingstiden af ansøgninger om minivådområder, som forventes at stige ifølge Den Grønne Trepart?
  2. Klimasikring: Hvordan vil du som politiker arbejde for at klimasikre de 3-4 største vandløb i kommunen?
  3. Biogas: Går du fortsat ind for etablering af et biogasanlæg i Kalundborg Kommune?
  4. Vandmiljø: Er du opmærksom på, hvor overløbene fra kommunens rensningsanlæg befinder sig – og hvad vil du gøre for at reducere vandforureningen fra disse overløb?

Netværk, debat og pølsevogn

Aftenen bød på en livlig debat og mange gode snakke – også efter det officielle program. Da mødet sluttede, trak duften fra pølsevognen folk sammen i gården, hvor samtalerne fortsatte i flere timer – en ægte omgang “pølsesnak” i bedste forstand. Blandt deltagerne var både landmænd, lokale erhvervsfolk og studerende fra Høng Landbrugsskole.

Kandidaterne, der deltog i vælgermødet:

  • Jens Hougaard – Danmarksdemokraterne
  • Jonas Henriksen – Kalundborg Listen
  • Martin Damm – Venstre
  • Helle Lauersen Petersen – Liberal Alliance
  • Mikkel Egede Herskind – Det konservative Folkeparti
  • Peter Jacobsen – Dansk Folkeparti
  • Niels Erik Danielsen - Enhedslisten
  • Mette Hvid Brockmann – Radikale Venstre
  • Tina Beck Nilsson – Socialdemokratiet
  • Jens Kallehave – Nyt Kalundborg
  • Henriette Ergemann – Frit Borgerligt Fællesskab
  • Thomas Malthesen Hiorth – SF

Del