Vær skeptisk ellers kan du blive snydt

”Vær skeptisk, det kan meget nemt være en svindler,” opfordrer politiet.

Vær skeptisk ellers kan du blive snydt
Privatfoto

Af Jens Nielsen

Flere og flere ældre bliver snydt og bedraget af IT-kriminelle. Det vil Ældresagen i Kalundborg gerne være med til at forhindre og havde i denne uge inviteret til en eftermiddag sammen med politiet.

Ældresagen i Kalundborg har i samarbejde med Nordea og politiet i denne uge afholdt et velbesøgt arrangement i Foreningshuset i Kordilgade med emnet IT-Kriminelle.

Politiassistenter Randi Mortensen og Peter Holm fortalte om alle de faldgruber, de IT-kriminelle benytter sig af.

Du kan blive ringet op af en venlig mand fra banken, politiet, eller andre myndigheder. Du kan modtage en mail fra samme med et link, som du aldrig må lukke op, du kan få en sms.

”Vær skeptisk, det kan meget nemt være en svindler,” opfordrer politiet.

Svindlerne går typisk efter ældre kvinder, der bor alene - med navne som eks. Inge, Grethe, Else mv. F.eks. kan der på en Krak.dk søgning i Kalundborg findes 72 personer med navnet Inge.

Hvis du er det mindste i tvivl f.eks. ved et telefonopkald, så læg på, lad være at gå ind i en dialog, med den der ringer op, opfordrer politiet.

”Det var et inspirerende og informativt møde, der gav stof til eftertanke for de fremmødte

Alle deltagerne blev på professionel vis orienteret om mange af de svindelmåder man kan blive udsat for, og det bliver kun værre var budskabet,” fortæller Ole Lauritzen, formand for Ældresagen i Kalundborg.

Et af de råd som Nordea og politi også gav var, at få dit betalingskort på mobiltelefonen, hvis muligt, så kan din kode ikke aflures. Og måske også få udeladt nummer, så kan svindlerne ikke finde dig på Krak.dk og andre lignende sider.

Svindlernes arbejdsplads kan også foregå på Facebook/ markedsplads, Den blå avis samt de gule sider.

”Alle gik fra mødet med en overbevisning om at man ikke kun fik hørt om flere af de svindelnumre der florerer på markedet. Alle blev også tilskyndet til at dele svindelbudskaberne med naboer og bekendte, så de kriminelles svindelmetoder kan minimeres,” fortæller Ole Lauritzen

Gode råd fra politiet:

  • Vær skeptisk, hvis du modtager et uventet opkald, mail eller sms
  • Banken vil aldrig bede dig udlevere følsomme oplysninger over telefonen
  • Politiet eller banken vil aldrig komme hjem til dig for at hente hævekort eller din kode
  • Hvis personen alligevel møder op hjemme hos dig, så afvis at lukke nogen ind.
  • Udlever aldrig dit hævekort eller din kode.

Del