Vær med til at Få-Det-Fikset

Der er bevilget 12 mio. kr. til Få-Det-Fikset projekter, heraf 2 mio. kr. i Kalundborg og Raklev området, og aktionsgruppen bag efterlyser nu projekter.

Vær med til at Få-Det-Fikset
Der skal der ses på nye initiativer samt prioritering af disse, som pulje 2 midler fra "Få det Fikset" puljen kan bruges til. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der er allerede mange gode ideer til hvad Få-Det-Fikset puljen skal bruges til. 2 mio. kr. som borgerne kan bestemme over. Nu indkaldes der til aktionsmøde for Kalundborg- og Raklevområdet.

Der er bevilget 12 mio. kr. til Få-Det-Fikset projekter, heraf 2 mio. kr. i Kalundborg og Raklev området, og aktionsgruppen bag efterlyser nu projekter, som borgere bosat i Kalundborg- og Raklev-området har lyst til at få realiseret.

De foreløbige foreslåede projekter spænder over sauna på havnen, gadebelysning og opstart af grønne områder ved Engvejskvarteret, elevator i JUVI-huset, gavlmalerier, grønt i gaderne, cykelstativer og københavnerbænke, bålhytte ved Rynkevangsskolen.  Desuden et projekt for havnefronten og nedre del af Skibbrogade, og det handler om, beplantning, belægning, sammenhæng mellem centrum og havnepark. En legeplads på Møllebakken er også med på listen, og det samme er ønsket om en optegning af intervalbaner ved Kystvejen med hop, løb, gang, leg til børn. Der er også forslag om lys på rundkørsel og turistinformation på bygninger.

Derfor indkaldes der til aktionsmøde i Kalundborg, hvor alle er velkommen til at være med og præsentere deres ideer til projekter, som vil fremme og udvikle det lokale fællesskab. Mødet finder sted 15. maj klokken 19 på Annekset i Skibbrogade i Kalundborg, hvor alle er velkommen.

Der er tale om de såkaldte Få-Det-Fikset penge og det er anden gang, at de bevilges. Puljen for 2023/26 er på 12 millioner kroner fordelt på 22 byområder i kommunen. Der er afsat 2 millioner kroner til Kalundborg- og Raklevområdet, og pengene er målrettet borgere og foreninger, som har stor lyst til at yde frivilligt arbejde og gennemføre projekter, som de vel og mærke selv kommer med ideer til.

Til gavn for alle

Projekterne skal være til gavn og fornøjelse for os alle - i det officielle sprog også kaldet almenvældet. Succesen med den første har været så stor, at den nu bliver gentaget.

Flere grupper har allerede vist interesse og arbejder med projekter. De vil alle blive præsenteret på mødet i maj, men den endelige beslutning for projekter afgøres på et borgermøde i efteråret. Et projekt kræver mindst 80 procents opbakning fra deltagerne i stormødet før det er godkendt og kan realiseres. Den endelige godkendelse står økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen for.

”Når vi inddrager borgerne, så griber de chancen, sætter gang i kreativiteten og går i sving med at udvikle deres område. Vi glæder os derfor til at se, hvad borgerne finder på i anden runde”, lyder det fra Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune.

Den første runde Få-Det-Fikset penge blev fordelt over julebelysning, københavnerbænke i midtbyen, blomsterkummer og bord/bænke på Gisseløre, legeplads i Munkesøen.

Find eventuelt mere info på kommunens hjemmeside: https://kalundborg.dk/borger/veje-teknik-og-miljoe/faa-det-fikset-puljen.

Del