Usynlig is gør vintertrafikken farlig
Det kan ligne almindeligt regnvejr, men pludselig forvandler kørebanen eller cykelstien sig til en glat overflade af is.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Det kan ligne almindeligt regnvejr, men pludselig forvandler kørebanen eller cykelstien sig til en glat overflade af is. De danske veje er i øjeblikket ramt af is, og risikoen for glat føre er markant forhøjet.
Ifølge LB Forsikring er det vigtigt, at trafikanter er ekstra opmærksomme og tilpasser deres adfærd til forholdene.
”I første omgang handler det om at have god tid og at bevare roen og overblikket. Alle bilister har været igennem en glatføreprøve, da de tog kørekortet. Mange kan formentlig huske de gode råd og træningen, ellers kan det være en god ide at læse op på det. Derudover handler det om at køre forsigtigt i glat føre og være opmærksom på risikoen for is,” siger Maiken Sjöberg Russ, LB Forsikring.
Det er dog ikke kun bilister, der kan blive udfordret af de glatte forhold. Også cyklister og fodgængere skal være ekstra varsomme i tøvejret.
”Cykelstierne var også spejlglatte flere steder her til morgen, og her gælder det samme gode råd. Sænk farten og hold god afstand til andre. Fodgængerne skal også passe på, da sneen flere steder er ved at smelte på fortovet, og det kan give noget sjap, som er glat at gå på,” siger Maiken Sjöberg Russ.
De skiftende vejrforhold betyder, at både veje, cykelstier og fortove hurtigt kan blive farlige, og derfor opfordres alle trafikanter til at udvise ekstra forsigtighed.
Fem gode råd til bilisterne:
- Sænk farten. Din hastighed har betydning for din bremselængde og mulighed for at navigere, hvis det pludseligt er glat.
- Hold god afstand til de andre bilister, så du har tid til at reagere, hvis du eller de andre bilister kommer i problemer.
- Generelt gælder det gode råd at køre i lidt højt gear, når du kører i glat føre.
- Hvis bilen skrider, skal du bruge de køretekniske principper for glat føre. Det vil sige, at du skal undgå at trykke på bremsen, men i stedet slippe speederen. Undgå at rive i rattet, men forsøg i stedet at styre den blidt gennem det glatte stykke.
- Hvis du føler dig meget usikker i trafikken, når det er glat, kan du lade bilen stå og overveje andre transportmidler.
Fem gode råd til cyklisterne:
- Husk cykelhjelmen
- Sænk hastigheden.
- Pas på, når du bremser og indstil dig på længere bremselængde.
- Stå af og træk i sving – træk også, når det går ned af bakke.
- Undgå hårdtpumpede dæk, da de øger risikoen for at skride på glat underlag.