Unikt samarbejde: Daniel har nu arbejdet hos Lips Autoteknik i over to år

Et samarbejde mellem Det Sociale Voksenområde Center 1 og Lips Autoteknik giver en stor menneskelig værdi for Daniel. 

Unikt samarbejde: Daniel har nu arbejdet hos Lips Autoteknik i over to år
Daniel Larsen, Lars Larsen, Lips Autoteknik, Rie Christensen, centerchef og Bo Kristiansen. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Det handler om at løfte et socialt ansvar. Ikke kun for Kalundborg Kommune, men også for den enkelte virksomhed.

For over to år siden kom 37-årige Daniel Larsen ud og arbejde hos Lars Larsen, Lips Autoteknik. Det kom han via et unikt samarbejde mellem Lips Autoteknik og centerchef Rie Christensen fra Det Sociale Voksenområde Center 1.

"Det begyndte egentlig, fordi vi får serviceret alle vores biler herude. Vi har Bo Kristiansen ansat hos os, hvor han hjælper med at køre bilerne herud. Og Bo havde en makker, Daniel Larsen, som tit kom med ud til Lars Larsen. En dag kom vi til at snakke om, at Daniel godt kunne bruge et arbejde," forklarer Rie Christensen.

Og sådan blev det. I to år har Daniel Larsen gået til hånde en gang om ugen. Det vil sige, at han rengør biler, rydder op, sorterer affald og meget andet.

For Daniel har jobbet betydet, at han har fået et helt andet tilhørsforhold i sit liv. Et liv, der nu indeholder kolleger og en arbejdsdag, hvor hans indsats er værdsat.

"Vi er rigtig glade for at have Daniel her. Jeg har nok et svagt punkt for mennesker, der ikke har det så nemt, for jeg har selv oplevet udfordringer at forskellig art gennem min opvækst," siger Lars Larsen.

Vil gerne have flere virksomheder til at løfte det sociale ansvar

Samarbejdet mellem Lips Autoteknik og Det Sociale Voksenområde Center 1 giver værdi for begge parter. Ikke økonomisk, for der er ingen penge involveret.

Men det handler om de menneskelige værdier. Daniel Larsen har fået noget at stå op til om morgenen og føler sig værdsat. Lars Larsen får løst nogle opgaver og føler samtidig, at han tager et socialt ansvar.

"Det er én ting, men jeg kan jo skidegodt lide Daniel, og vi har det rigtig godt sammen. Men hverdagen skal ligge i faste rammer. Og man skal have empati og overskud til at få tingene til at fungere," siger Lars Larsen.

Daniel Larsen, tv, og Lars Larsen, Lips Autoteknik, har haft et samarbejde i over to år. Til begges store tilfredshed. Foto: Charlotte Koefoed

Før han fik Daniel ud, blev der lagt en arbejdsplan for ham, og den holder man fast i.

Det er nemlig vigtigt, at den borger, der kommer ud på en arbejdsplads, får opgaver, som han/hun kan løfte.

"Det er supervigtigt, at det er opgaver, der passer til borgernes niveau. Det skal være en succes," siger Rie Christensen.

Lars Larsen er helt enig.

"Vi skal finde ud af det sammen. Jeg har før haft andre ude, og jeg ved jo, at det kan gøre en verden til forskel at være en del af et større fællesskab," siger han.

Ud over at være hos Lips Autoteknik arbejder Daniel Larsen også på Tømmerup Fri- og Efterskole og i Solsikken.

Har man lyst til at få en borger fra Det Sociale Voksenområde Center 1 ud på sin virksomhed, skal man gribe fat i Rie Christensen.

"Vi vil rigtig gerne have flere virksomheder med. Vi skal nok understøtte og hjælpe, for det giver den enkelte borger en stor menneskelig værdi," siger hun.

Der er omkring 200 borgere tilknyttet Det Sociale Voksenområde Center 1. Rie Christensen anslår, at omkring 20-25 borgere ville nyde godt af at komme ud i en virksomhed.

Opfordringen er hermed givet videre.

Del