Unge udforskede veje til uddannelse og job på messe
Kalundborg Uddannelsesmesse gav unge mulighed for at udforske uddannelser og job gennem praktiske aktiviteter og møder med elever og virksomheder.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Praktiske udfordringer, samtaler med elever og møder med virksomheder gav unge indblik i fremtidens muligheder på Kalundborg Uddannelsesmesse. Også unge fra STU-Tilbud var med til at præsentere deres tilbud og ungdomsmiljø.
Hvilken vej skal man gå efter grundskolen? Det spørgsmål kunne unge komme tættere på at besvare, da Kalundborg Uddannelsesmesse onsdag den 11. november fyldte begge haller i Kalundborg Hallerne.
Mere end 57 uddannelser og virksomheder deltog i messen, hvor elever fra 8., 9. og 10. klasse samt studerende fra de lokale ungdomsuddannelser besøgte standene fordelt over dagen. Her kunne de unge stille spørgsmål, møde elever og prøve eksempler på arbejdsopgaver. Messen var særligt tilrettelagt for unge mellem 14 og 19 år, men var også åben for andre interesserede og forældre.
Unge præsenterede selv deres STU-tilbud
Blandt deltagerne var STU-Tilbud i Kalundborg. Her havde de unge været med til at skabe rammerne om standen og fortælle andre unge med psykisk sårbarhed om tilbuddet.
”En kæmpe succes at se vores unge være en del af Uddannelsesmessen i dag,” siger Lone Maul, leder af CSU/STU i Kalundborg.
Hun fortæller, at de unge havde været meget motiverede for at deltage i arbejdet med standen. Samtidig var messen en anledning til at oplyse dem om mulighederne for uddannelse, job og beskæftigelse i kommunen og andre steder.
STU-Tilbud henvender sig til unge, som på nuværende tidspunkt ikke kan benytte de ordinære uddannelses- og jobtilbud. Her er fokus på modning og afklaring og, hvis det er muligt, på at gøre de unge klar til uddannelse eller job. De bliver samtidig en del af et ungdomsmiljø og et fællesskab.
”Vi har pligt til at oplyse vores unge på STU-Tilbud om hvilke tilbud der findes af uddannelse, job og beskæftigelse i kommunen og generelt,” siger Lone Maul.
Lokale uddannelsesveje på standene
Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG) deltog med uddannelser fra både Kalundborg, Holbæk og Odsherred.
Fra NEG Kalundborg var gymnasieuddannelser, erhvervsuddannelser og 10. klasse repræsenteret. De besøgende kunne blandt andet høre om HHX, HTX, businessuddannelserne, EUX Business og K10 samt uddannelserne til procesoperatør og lager- og terminalmedarbejder.
Ifølge Karen Marie Bach Christensen, rektor på NEG Kalundborg, er bredden og forbindelsen til det lokale erhvervsliv en styrke.
”På NEG Kalundborg har vi den særlige styrke, at vi kan tilbyde de unge mange forskellige uddannelsesveje. Her har vi både gymnasieuddannelser, erhvervsuddannelser og 10. klasse, og vi har et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv,” fortæller hun.
På standene kunne de besøgende også tale med elever om deres erfaringer og hverdag på uddannelserne.
En af dem var Ida Marie Lehmann Jedig, der går på HTX på NEG Kalundborg: ”Jeg er med for at fortælle, hvordan det faktisk er at gå her. Det bedste ved HTX er, at vi ikke kun sidder med teori, men også arbejder med projekter, hvor vi får lov til at prøve vores idéer af. Det synes jeg er ret fedt, og det vil jeg gerne vise andre,” fortæller hun.
Ny uddannelse
NEG præsenterede også den nye plastmageruddannelse, som starter i Holbæk den 19. januar 2027. Det var første gang, uddannelsen var med på uddannelsesmessen i Kalundborg. Som plastmager lærer man at arbejde med materialer, maskiner og moderne produktionsteknologi. På messen blev faget introduceret gennem en konkurrence, hvor de unge skulle bygge det højeste tårn af plastkopper.
Uddannelsesmessen er vokset i både størrelse og besøgstal gennem de seneste fem år og indgår i skolernes samlede vejledningsindsats. Formålet er blandt andet at give de unge mulighed for at møde uddannelser og fag, de ikke nødvendigvis kender i forvejen.
Forud for messen var der ventet omkring 1.600 elever og lærere.
Bag arrangementet stod Ungdommens Uddannelsesvejledning i Kalundborg Kommune i samarbejde med en lokal aktørgruppe med repræsentanter fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og kommunen. Messen blev afviklet med støtte fra Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune.