Unge talenter konkurrerer om titlen som årets biotekmestre

216 gymnasieelever mødes i Biotekbyen Kalundborg for at løse virkelige cases fra lokale virksomheder.

Unge talenter konkurrerer om titlen som årets biotekmestre
Tirsdag den 20. januar danner Biotekbyen Kalundborg rammen om årets Biotekmesterskab. Arkivfoto: Biotekmesterskaberne 2025.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

216 gymnasieelever mødes i Biotekbyen Kalundborg for at løse virkelige cases fra lokale virksomheder.

Tirsdag den 20. januar danner Biotekbyen Kalundborg rammen om årets Biotekmesterskab, hvor 216 elever fra 12 gymnasier i hele landet dyster om titlen som årets biotekmestre – og en præmie på 10.000 kroner til vindende klasse.

Virkelige udfordringer fra lokale virksomheder

Eleverne konkurrerer i at finde løsninger på fem konkrete cases, som er leveret af lokale virksomheder og aktører: Novo Nordisk, Novonesis, Kalundborg Forsyning, Lundbeck og Algiecel. Opgaverne tager udgangspunkt i reelle problemstillinger og viden inden for blandt andet fermentering, enzymer, spildevandsrensning, kemisk syntese og mikroalger.

Spørgsmålet er, om disse teknologier kan bidrage til at løse nogle af nutidens store miljø- og samfundsmæssige udfordringer – eller føre til udvikling af nye, banebrydende produkter.

Måneder med innovation og idéudvikling

Deltagerne er elever fra 2.g, 3.g og 2. år HF, som gennem de seneste måneder har arbejdet målrettet med deres løsninger. Biotekmesterskabet giver dem mulighed for at tænke innovativt og afprøve deres viden i praksis.

Det er ottende gang, Biotekmesterskaberne afholdes siden starten i 2019, og arrangementet har ifølge arrangørerne kun fået større betydning med årene.

Fokus på fremtidens arbejdskraft

Christian Beenfeldt, direktør i Campus Kalundborg, peger på vigtigheden af at styrke unge talenter inden for biotek: ”Vi står i en tid, hvor viden og arbejdskraft inden for biotek kun bliver mere afgørende, særligt her i Kalundborg. Derfor er det også vigtigt, at vi lokalt kan understøtte med uddannelse og udvikling af unge talenter, som dem vi ser til Biotekmesterskaberne.”

Han understreger samtidig betydningen af samarbejde mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og studerende: ”For os handler det om løbende at have en tæt dialog med både virksomheder, uddannelsesinstitutioner og de studerende og facilitere denne form for tætte samarbejder. Vi tror på, at det er vejen frem til at bygge broer på tværs og understøtte de behov, vi ser i industrien.”

Bred opbakning fra kommune, industri og uddannelser

Bag Biotekmesterskaberne står en lang række aktører fra både kommune, industri og uddannelsesverdenen, som bidrager med cases, oplæg, dommerpaneler og sponsorater.

I år er blandt andre Professionshøjskolen Absalon, Kalundborg Kommune, Knowledge Hub Zealand, Avista Green, Fermhub Zealand, Kalundborg Forsyning, Kalundborg Symbiose, Nucleus, Lundbeck, Novonesis og Novo Nordisk involveret.

Deltagende gymnasier

Følgende gymnasier deltager i Biotekmesterskaberne 2026:

  • HTX, CELF Nykøbing Falster
  • Stenhus Gymnasium
  • Campus Odsherred
  • Christianshavns Gymnasium
  • Ørestad Gymnasium
  • Nordfyns Gymnasium
  • Aalborg Tekniske Gymnasium
  • Nørre Gymnasium
  • NEG Kalundborg
  • Rungsted Gymnasium
  • Bagsværd Kostskole & Gymnasium
  • Svendborg Gymnasium

Biotekbyen Kalundborg

Biotekbyen Kalundborg huser Skandinaviens største biotekproduktion og rummer blandt andet verdens største insulinfabrik og verdens største enzymproduktion. Her ligger også Danmarks største raffinaderi, og byen er hjemsted for nogle af verdens førende ingeniører inden for området.

Virksomheder som Novo Nordisk, Novonesis, Kalundborg Refinery, Kalundborg Forsyning og Ørsted har base i byen, mens Lundbeck har stor lægemiddelproduktion i nabokommunen Odsherred.

I Kalundborg kan man blandt andet uddanne sig til diplomingeniør i bioteknologi og maskinteknologi samt bioanalytiker, arkitekt, maskinmester og farmaoperatør – med tæt kontakt til landets største biotekvirksomheder.

Biotekmesterskaberne afholdes for at sætte fokus på bioteknologiens rolle i fremtidens bæredygtige løsninger og for at inspirere unge i deres valg af uddannelse og karriere.

Del