Unge skal være med til at skabe nyt mødested i Kalundborg

Unge i Kalundborg får nu mulighed for at sætte deres præg på bymidten.

Unge skal være med til at skabe nyt mødested i Kalundborg
Som en del af projektet “By & Byliv” inviteres unge mellem 15 og 25 år til at komme med idéer til et nyt mødested i området mellem Bredgade og Kordilgade.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Unge i Kalundborg får nu mulighed for at sætte deres præg på bymidten. Som en del af projektet “By & Byliv” inviteres unge mellem 15 og 25 år til at komme med idéer til et nyt mødested i området mellem Bredgade og Kordilgade.

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Kalundborg Kommune, Novonesis og en række lokale aktører. Målet er både at skabe mere liv og tryghed i bymidten og samtidig give unge indblik i håndværksfag.

“Vi ønsker, at de unge oplever, at deres idéer tæller, og at de kan være med til at skabe en tryggere og mere levende by – samtidig med at de får lyst til at vælge de praktiske fag,” siger Jakob Beck Jensen, udvalgsformand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune.

Idékonkurrence for unge

Som start på projektet er der udskrevet en idékonkurrence, hvor unge, der går i skole, er i lære eller under uddannelse i Kalundborg Kommune, kan indsende forslag til det nye mødested. Forslagene kan for eksempel være tegninger, collager, modeller eller AI-genererede visualiseringer.

Bidragene skal sendes som en A3-plakat i pdf-format senest den 30. marts 2026. Den 1. april bliver alle forslag præsenteret offentligt i byen, hvor borgerne kan stemme på deres favoritter. Vinderen modtager 10.000 kroner, og der er yderligere præmier for 10.000 kroner til andre gode idéer. De bedste forslag vil blive brugt som inspiration til det endelige design.

Unge perspektiver i byudviklingen

Ifølge rektor på NEG Kalundborg er det vigtigt at inddrage børn og unge i udviklingen af byen: “Byudvikling handler om mennesker – og vores elever er en vigtig del af byens liv hver eneste dag. Når vi inddrager børn og unge, får vi værdifulde perspektiver på tryghed, fællesskab, grønne områder og hverdagsliv. Samtidig styrker vi deres demokratiske dannelse ved at vise, at deres stemme har betydning. En by, der fungerer for børn og unge, fungerer bedre for alle. Derfor er elevinddragelse ikke et supplement – det er en forudsætning for bæredygtig byudvikling,” siger Karen Marie Bach Christensen.

Lokale lærlinge skal bygge pavillonen

Når det endelige mødested skal opføres, bliver det blandt andet med hjælp fra FGU-elever, lokale elever og lærlinge samt smede- og elektrikerlærlinge fra Novonesis. De skal blandt andet stå for stålkonstruktionen og lys til pavillonen.

“Vi glæder os over, at vores lærlinge og medarbejdere får mulighed for at bidrage til at skabe et sted, hvor lokale unge kan se, at deres idéer og faglighed gør en forskel. Samtidig betyder det meget for os, at vi kan tilbyde de unge mennesker en uddannelse med en ekstra tværfaglig dimension, som de ellers ikke får mulighed for,” siger Ghita Hansen, Site Lead/VP hos Novonesis i Kalundborg.

Projektet “By & Byliv” består blandt andet af Kalundborg Kommune, Novonesis, NEG Kalundborg, Ung Kalundborg og Natteravnene. Også FGU, Ungerådet og Kalundborg Arrest deltager i arbejdet med at gøre projektet til virkelighed.

“Mange kan se det store potentiale i projektet og vil gerne bidrage. Og alle bidrag tæller! Et anderledes bidrag er f.eks. Kalundborg Arrest, hvor de indsatte savner noget at beskæftige sig med. Derfor vil en del af det træ, vi benytter, have været en tur forbi arresten til udskæring, maling mv.,” fortæller Pernille Hartmann Labusz fra Novonesis, som er en del af styregruppen “By & Byliv”.

Den endelige indvielse af det nye mødested forventes at finde sted i vinteren 2026.

Del