Unge musikere fra Kalundborg viser deres talent i regional konkurrence

Konkurrencen henvender sig til børn og unge op til 20 år, som spiller klassisk musik på en musik- eller kulturskole i Region Sjælland eller bor i regionen.

Unge musikere fra Kalundborg viser deres talent i regional konkurrence
Formålet med Unge Spiller Klassisk er at samle elever i alle aldre og på alle niveauer omkring musikken og styrke både fællesskabet og interessen for klassisk musik.

Af Gitte Korsgaard  gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 7. marts kl. 10-14 fyldes koncertsalen på Musisk Skole Kalundborg med unge musikere, når Unge Spiller Klassisk 2026 løber af stablen.

Konkurrencen henvender sig til børn og unge op til 20 år, som spiller klassisk musik på en musik- eller kulturskole i Region Sjælland eller bor i regionen. Formålet med Unge Spiller Klassisk er at samle elever i alle aldre og på alle niveauer omkring musikken og styrke både fællesskabet og interessen for klassisk musik. Konkurrencen finder sted tre steder i regionen over weekenden – i Greve, Vordingborg og Kalundborg.

43 elever deltager i Kalundborg

I Kalundborg deltager 43 elever, som skal spille for et dommerpanel bestående af professionelle musikere fra Ensemble Storstrøm samt eksterne dommere. Vigtigst er dog, at de spiller for hinanden, familie og andre interesserede.

Heidi Holme Bjerborg, leder af Musisk Skole, fortæller: ”I Unge Spiller Klassisk får hver deltager, udover en 1., 2. eller 3. pris, et diplom med personlige kommentarer fra alle tre dommerne, der med både faglighed og en kærlighed til musikken sætter ord på deltagernes spil. Disse ord vil resten af året kunne bruges til selvudvikling – og bringes ind i musikskolelokalet, hvor eleven med sin lærer kan fortsætte den faglig musiske og kunstneriske udvikling.”

Rogelio Flores Aguirre, lokal tovholder for konkurrencedagen i Kalundborg, fortæller endivdere: ”Dette regionale samarbejde muliggør fremtidige sammenspilskonstellationer samt styrker oplevelsen af, at eleven er en del af et større fællesskab, altså styrker både den sociale og den musikalske udvikling. Da Unge Spiller Klassisk er opdelt i fire forskellige aldersgrupper, og dermed rummer børn helt ned til 7-års alderen, vil konkurrencen formentligt også udgøre én af de allerførste sceneoptrædener for flere af deltagerne. Dermed er Unge Spiller klassisk med til at udvikle barnet i at turde at stille sig op på en scene og spille for et publikum, og konkurrencedagene indbyder samtidigt til, at eleven øver sig særligt – arbejder henimod noget samt at forældrene har mulighed for at opleve og støtte barnet på scenen.”

Forud for konkurrencen har eleverne deltaget i en workshop med teaterleder Marie Møller, som har arbejdet med scenetræning, præsentation og tryghed på scenen.

Som afslutning på konkurrencen udvælges hvert år otte særlige talenter til at deltage i en efterårsturné med Ensemble Storstrøm. Musisk Skole Kalundborg tilbyder desuden en Publikumspris, hvor vinderen får mulighed for at optræde som åbningsnummer ved sæsonens sidste klassiske koncert søndag den 15. marts kl. 15, hvor stjerne-pianisten Benjamin Skydsgaard gæster koncertsalen.

Del