Unge fra Kalundborg får mulighed for en uforglemmelig sejlads

Red barnet Kalundborg inviterer en gruppe unge fra Kalundborg i udsatte positioner til at deltage i Red Barnet Kalundborgs sejlads på skonnerten Fulton.

Unge fra Kalundborg får mulighed for en uforglemmelig sejlads
Det lyder som begyndelsen på et eventyr – og det er præcis, hvad hensigten er for Red Barnet Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tre dage til søs på skonnerten Fulton. Overnatning i hængekøjer i det gamle lastrum. En start på dagen med dampende varm havregrød serveret fra kabyssen. Det lyder som begyndelsen på et eventyr – og det er præcis, hvad hensigten er for Red Barnet Kalundborg.

Red barnet Kalundborg inviterer en gruppe unge fra Kalundborg i udsatte positioner i alderen 14-18 år til at deltage i Red Barnet Kalundborgs sejlads den 29. – 31. august 2025 på skonnerten Fulton.

“Gode dage er noget, vi giver hinanden.” Det er en sætning, som alle på Fulton kender, da den beskriver den tilgang til livet, som udleves ombord. Her ved man, at sammen kan man skabe noget godt, når man gør sig umage, og at meget bliver bedre, når man fokuserer på det positive. Skibet er et minisamfund, hvor man får det til at fungere med de ressourcer, man har. Alle må bidrage til fællesskabet og den snævre plads på skibet kræver tolerance. Således står der i beskrivelsen af at være en del af livet ombord på Fulton.

Mangler to nøglepersoner

Men inden skibet kan stævne ud, mangler Red Barnet Kalundborg to nøglepersoner I form af frivillige lejrledere, der skal sikre, at de unge får en tryg og meningsfuld oplevelse. Red Barnet Kalundborg leder derfor efter engagerede frivillige – gerne med erfaring i at arbejde med unge fra udsatte positioner.

”Vi glæder os til at give de unge en unik oplevelse til søs. For at det kan lade sig gøre, har vi brug for engagerede frivillige, der har lyst til at skabe et trygt og positivt fællesskab ombord,” siger Ulla Agerskov, formand for Red Barnet Kalundborg.

En anderledes oplevelse

Deltagerne overnatter i hængekøjer på banjen, der tidligere var skibets lastrum. Maden ombord er god og nærende skibskost med fokus på langsomme kulhydrater – og morgenerne starter med en solid portion havregrød, der giver god energi til dagens aktiviteter på dækket.

De to frivillige lejrledere vil få følgende opgaver:

  • Lejrleder med praktisk ansvar og økonomi – ansvar for planlægning, logistik og økonomi.
  • Lejrleder med ansvar for de unge og frivillige – ansvar for de unges trivsel og sikkerhed samt ledelse af de øvrige frivillige.

Selvom sejladserfaring ikke er nødvendig, er det vigtigt, at de frivillige har lyst til at tage ansvar og skabe tryghed for de unge. Den tekniske del af sejladsen håndteres af skibets professionelle besætning.

De 14-18-årige unge fra Kalundborg, der skal deltage i sejladsen, er endnu ikke udvalgt. Det vil senere blive vurderet af fagpersonale, hvem der kan få mest ud af oplevelsen, informerer Red Barnet Kalundborg.

Prøvesejlads

For at klæde de frivillige godt på til opgaven, er der arrangeret en prøvesejlads den 6. april 2025, hvor de kommende frivillige får mulighed for at lære Fulton at kende og opleve livet ombord.

Ansøgninger sendes til hrkalundborg@redbarnet.dk senest den 30. januar 2025. Samtaler afholdes i uge 6.

Ungdommens skib

Den tremastede skonnert Fulton af Marstal sejler i dansk farvand - Ofte med en lejrskole ombord. En fast del af livet på skibet er Esbjerg Matroserne, der arbejder side om side med besætningen, mens udfordringer tackles og kursen for fremtiden findes. Skonnerten er bygget i Marstal i 1915 og sejlede de første 55 år med fragt. I 1970 overtog Nationalmuseet skibet, hvorefter hovedformålet blev at sejle med unge.

Del