Ung spirituspåvirket mand kørte galt og stak af
Føreren af bilen valgte efter uheldet at pille begge nummerplader af bilen og stikke af med dem.
![Ung spirituspåvirket mand kørte galt og stak af](/media/4e2ov0kc/dfdddf.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
En ung mand valgte at stikke af efter han natten til lørdag kørte galt, men politiet fandt ham og han er nu sigtet for spirituskørsel og for at køre selvom han var frakendt førerretten.
Natten til lørdag klokken 02.36 mistede en 18-årig ung mand fra Kalundborg herredømmet over sin bil på Mogens Banke ved Rørby.
Bilen ramte en kasse med elektronik, en lygtepæl og en bøgehæk, før den til sidst landede på en mark.
Føreren af bilen valgte efter uheldet at pille begge nummerplader af bilen og stikke af med dem.
Men en patrulje fandt ham kort efter i fuldt firspring og stadigt med nummerpladerne i hænderne.
Den 18-årige blev sigtet for at køre i påvirket tilstand og for at køre selvom han var frakendt førerretten, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.