Ulykke med hestetrailer spærrede vejen
Torsdag aften omkring kl. 19:00 forulykkede en bil med hestetrailer på rute 23.
Af Thomas Gosch thomas@tv-Kalundborg.dk
Kl. 19:04 fik Vestsjællands Brandvæsen og Midt- og Vestsjællands Politi en melding om en færdselsulykke på rute 23 mellem Svebølle og Kalundborg. I den første melding stod der, at der var fastklemte i ulykken.
Det viste sig at være en bil med en hestetrailer, hvor hestetraileren af ukendte årsager var endt på siden i grøften.
I traileren var der to heste, og en landmand kom hurtigt med sin traktor for at hjælpe. Han fik traileren på vejen igen, hvor han også fik kørt den væk.
De to heste kom ud på vejen, og den ene blødte fra højre bagben. Begge heste gik selv stille og roligt til en nærliggende adresse.
Vejen var spærret under arbejdet på stedet, men blev genåbnet omkring kl. 20:15.