Uformel aften sætter fokus på ordblindhed hos voksne

Hvordan finder man ud af, om man er ordblind, og hvilken hjælp findes der?

Uformel aften sætter fokus på ordblindhed hos voksne
I anledning af Ordblindeugen sætter AOF og Kalundborg Bibliotek fokus på ordblindhed hos voksne og de muligheder for hjælp, der findes i dag. Foto: Kalundborg Bibliotek.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hvordan finder man ud af, om man er ordblind, og hvilken hjælp findes der? Det kan man blive klogere på, når AOF og Kalundborg Bibliotek inviterer til en uformel aften om ordblindhed mandag den 28. september.

For nogle voksne kan det tage lang tid at læse en tekst eller være svært at formulere en mail. Andre har gennem årene fundet deres egne måder at komme uden om de udfordringer, de oplever med at læse og skrive.

I anledning af Ordblindeugen sætter AOF og Kalundborg Bibliotek fokus på ordblindhed hos voksne og de muligheder for hjælp, der findes i dag.

Arrangementet finder sted mandag den 28. september fra klokken 18 til 20 i Det Blå Rum på Kalundborg Bibliotek. Programmet er åbent, så deltagerne kan komme, når det passer dem.

Digitale hjælpemidler og undervisning

Fra klokken 18 fortæller Birgitte Grøn fra AOF om, hvad ordblindhed er, og hvordan det kan komme til udtryk hos voksne.

Hun demonstrerer desuden nogle af de digitale hjælpemidler, der kan gøre det lettere at læse, skrive og kommunikere i hverdagen.

Deltagerne kan også høre om moderne ordblindeundervisning, hvordan man som voksen kan blive undersøgt for ordblindhed, og hvilken hjælp der kan være mulighed for at få.

Fra klokken 18.30 til 20 er der mulighed for at stille spørgsmål og få en uformel snak med Birgitte Grøn. Spørgsmålene kan blandt andet handle om undersøgelser for ordblindhed, undervisning for voksne, digitale hjælpemidler, og om ordblindhed hos ens barn kan være et tegn på, at man selv er ordblind.

Man behøver hverken at have en diagnose eller vide noget om ordblindhed på forhånd for at deltage.

Arrangementet afholdes i samarbejde mellem AOF og Kalundborg Biblioteker som en del af Ordblindeugen, der hvert år finder sted i uge 40.

Del