”Udviklingsrejsen” gør en stor forskel for de unge
”Har man brug for en ny chance og kan se sig selv i ”Udviklingsrejsen”, så kontakt os her i Jobcentret. Det er nogle gange et skift og et nyt netværk, der skal til for, at man som ung finder sin rette vej.”

Jobcentrets nye gruppeforløb ”Udviklingsrejsen” gør en stor forskel, fordi de unge kan spejle sig i andre og udvikle sig i deres eget tempo. På forløbet får de unge desuden en struktureret udviklingsplan, der hjælper dem med at finde deres vej til job og uddannelse.
De bliver mødt der, hvor de er. Fællesskabet, spejlingen i andre unge, tryghed, og at de har et ansvar over for gruppen. Det er nogle af grundstenene i jobcentrets nye gruppeforløb ”Udviklingsrejsen”, der henvender sig til de 15-17-årige i Kalundborg Kommune, som ikke er i job eller uddannelse. De har blandt andet udfordringer med angst, personlige vanskeligheder og skolevægring på grund af mobning eller dårlige relationer.
Forløbet begyndte i november 2024, og de foreløbige erfaringer viser, at samværet med andre unge og et fokus på hverdagstræning og livsmestring gør en stor forskel:
”Vi har fået gode tilbagemeldinger fra de unge og de unges forældre, og flere er allerede et bedre sted, end da de begyndte hos os. De oplever, at vores medarbejdere på ”Udviklingsrejsen” møder dem der, hvor de er. Det gør de, uden at de stiller for mange eller for store krav, som de unge giver udtryk for, at de tidligere har oplevet og har fået modstand overfor,” forklarer arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard og uddyber:
"Vores gruppeforløb er en fantastisk mulighed for unge, der efter grundskolen ikke ved, hvilken vej de skal gå, og som har brug for støtte til at finde deres retning og opbygge et socialt netværk."
Udover at kunne tilbyde gruppeforløb for de 15-17-årige, har jobcentret også etableret gruppeforløb for unge i aldersgruppen 18-29 år. Inden udgangen af tredje kvartal 2025 forventes det, at mere end halvdelen af de unge, der er tilknyttet jobcentret, kan blive tilbudt en plads i et gruppeforløb.
Fordybelse og netværk
Hvordan begynder man på en opgave og gør den færdig? Hvordan indgår man i et fællesskab? Hvilke uddannelsesmuligheder er der, og hvordan finder man et job eller et praktiksted?
De unge er forskellige steder, når de begynder i gruppeforløbet - nogle har svært ved at komme ud hjemmefra og har opgivet at passe en skole, mens andre mere har brug for uddannelsesvejledning, hjælp til CV og at finde en kommende arbejdsplads. Alle problematikker bliver der taget hensyn til, og de unge bliver støttet hele vejen.
"Jeg glæder mig over, at udvalgets fokus på de unge bærer frugt. Det er fantastisk at se, hvordan vores indsats skaber reelle forandringer og muligheder for de unge, der har brug for ekstra støtte. Vi er forpligtet til at sikre, at alle unge har adgang til de ressourcer og den støtte, de behøver for at kunne realisere deres potentiale og drømme," udtaler Tina Beck-Nilsson, formand for unge- og beskæftigelsesudvalget.
”Vi er utrolig glade for det arbejde og den villighed, jobcentrets dygtige ansatte har til at finde nye veje for de unge, som har brug for hjælp til at komme videre,” uddyber formanden.
Alle 15-17-årige er velkomne
Undervisningen på forløbet varierer og bliver tilpasset efter de unges behov og ønsker. Når trygheden er etableret, begynder deltagerne at arbejde med for eksempel at læse og skrive.
Gruppeforløbet for de unge 15-17-årige holder til på Allikelund, og der er løbende optag. Lige nu er 13 unge tilknyttet, og arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard kommer med en klar opfordring:
”Har man brug for en ny chance og kan se sig selv i ”Udviklingsrejsen”, så kontakt os her i Jobcentret. Det er nogle gange et skift og et nyt netværk, der skal til for, at man som ung finder sin rette vej.”
Fakta om gruppeforløbet for de 15-17-årige:
- Henvender sig til alle interesserede unge mellem 15 og 17 år, der ikke er i gang med en uddannelse eller er i job. Forud for opstarten vil der være et møde, hvor også forældrene kan deltage.
- Under forløbet vil der være en del hverdagstræning - det vil blandt andet være at møde til en bestemt tid, begynde en opgave og gøre den færdig og at indgå i et fællesskab.
- Forløbet skal give de unge netværk, relationer og andre unge at spejle sig i - alt sammen altafgørende, når de senere skal i job eller uddannelse.
- Relationerne mellem de unge vil blive opbygget gennem fællesskabet og aktiviteterne, ture ud af huset og at gennemføre opgaver sammen.
”Udviklingsrejsens” styrker
- Der er mulighed for at gøre det, der giver mening og hele tiden sadle om, hvis de unge oplever en dårlig periode med meget angst og ikke er i stand til at komme ud af hjemmet. De bliver ikke glemt, for forløbets undervisere er hele tiden i dialog med den unge og forældrene om at lave en ny plan, så den unge kan komme tilbage.
- Mulighed for at lave individuelle og langsigtede opstartsplaner for de unge.
- Mulighed for at gribe de unges ideer og målrette dem i forhold til det sociale eller job- og uddannelsesrettede.
- Samarbejdet med øvrige fagcentre i Kalundborg Kommune.