Udvalgsformand på afveje

Udvalgsformand på afveje

Læserbrev: Udvalgsformand på afveje

I Nordvestnyt kunne man den 9. april læse, at tre af Kalundborg Kommunes folkeskoler af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (”Stuk”) er udtaget til tilsyn på grund af den dårlige kvalitet af undervisning og trivsel.  Desværre dumper mange elever i Kalundborg Kommune enten i dansk, matematik eller i begge fag ved den afsluttende afgangsprøve.

Det er ødelæggende for Kalundborgs renommé og påvirker uden tvivl ansatte i de store virksomheder, når de skal overveje at flytte til Kalundborg i forbindelse med deres job.

Derfor er det pinligt at læse formanden for børne- og familieudvalget, Henriette Ergemanns kommentar, hvor hun beklager ”de mange timer, Kalundborg Kommune har brugt på det her Stuk-cirkus”.  Hvis det, at efterkomme anvisningerne fra ”Stuk” betegnes som et cirkus, er der noget galt i Ergemanns forståelse af sin og udvalgets opgave med at sikre den bedst mulige folkeskole i Kalundborg Kommune.

Og det er en udtalelse, som står i skærende kontrast til det interview, hun gav til TV-Kalundborg den 3. januar 2023.

Her fortalte hun om sit besøg august 2022 på Danmarks eneste kommunale internationale folkeskole, som ligger i Maribo på Lolland, sammen med Tina Beck-Nilsson og repræsentanter fra Erhvervsrådet. Efter besøget opfordrede Henriette Ergemann medlemmerne fra Børne- og Familieudvalget til at besøge skolen, hvilket flere af dem gjorde. De fandt, ligesom hende, tanken interessant.

Det var Ergemanns tanke, at en sådan skole skulle være i kommunalt regi, og ikke privat, bl.a. ”fordi en international folkeskole kunne være med til at højne niveauet, og dermed hjælpe en presset folkeskole i kommunen samt, at få tilflyttere til området”.

Siden da har offentligheden ikke hørt mere om den idé.  Det er vel ikke helt uventet.

Der findes i Danmark lidt over 25 internationale skoler, og de er alle, med undtagelsen i Maribo, private.

Mange af dem arbejder med en undervisningsplan og med undervisningsmidler udarbejdet af Cambridge Universitet.  Det er et undervisningssystem, som følges af skoler over hele verden. Skolerne betaler en licens for at benytte systemet.

For at blive godkendt som licenstager, kræver Cambridge, at den pågældende skole har et veldefineret idegrundlag og en effektiv ledelse. 

Derfor vil det formodentlig kun være muligt at etablere en international skole i Kalundborg i privat regi.

Det ville være en værdig opgave for Erhvervsrådet at sætte sig i spidsen for et sådant projekt.

Flemming Deenfeldt Hansen

Kalundborg

Del