Udenlandske medier viser stor interesse for Kalundborg og Novo-byggeri

Det er ikke kun nyhedsmedierne i Danmark som er interesseret i den store nyhed, lige nu valfarter nyhedsmedier fra hele verden til Kalundborg for at dække begivenheden.

Udenlandske medier viser stor interesse for Kalundborg og Novo-byggeri
Borgmester Martin Damm har fået ekstra travlt med besøg af nyhedsmedier fra hele verden. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Nyhedsmedier fra hele verden står nærmest i kø for at besøge Kalundborg, dels for at høre om den kæmpestore Novo Nordisk udvidelse og dels for at høre om hvordan det påvirker en mindre provinsby i Danmark. Det har givet ekstra travlhed på borgmesterkontoret.

Det gav stor interesse fra de danske nyhedsmedier, da Novo Nordisk i december 2021 kom med nyheden om, at de ville udvide fabrikken i Kalundborg for 17 milliarder kr. Endnu større, blev interessen da der i november sidste år blev taget første spadestik til en endnu større udvidelse på hele 42 milliarder kr. Et erhvervseventyr i Kalundborg som vil gå over i historiebøgerne.

Men det er ikke kun nyhedsmedierne i Danmark som er interesseret i den store nyhed, lige nu valfarter nyhedsmedier fra hele verden til Kalundborg for at dække begivenheden.

Det har i den grad givet ekstra travlhed på borgmesterkontoret for nyhedsmedierne er meget interesseret i at snakke med borgmester Martin Damm (V) om hvad den store Novo Nordisk udvidelse og ikke mindst den udvikling det giver for byen og hele kommunen.

”Det er medier fra USA, Tyskland, Norge, Sverige, Italien, Belgien, Canada og Schweiz som har besøgt Kalundborg og der er to hovedpunkter som medierne er interesseret i. Investeringen i sig selv er interessant når et af Europas største firmaer laver så stor en udvidelse og så er medierne selvfølgelig interesseret i hvorfor det sker lige i Kalundborg og hvordan det påvirker en provinsby af Kalundborgs størrelse med 17.000 indbyggere,” fortæller borgmester Martin Damm.

Når borgmesteren skal fortælle om Novo Nordisk udvidelsen fremhæver han seks grunde til, at det lige er i Kalundborg som Novo Nordisk har valgt at lægge så stor en udvidelse i.

”Vi har en stor skov af dygtige underentreprenører som har arbejdet med Novo Nordisk og lignende virksomheder i mange år. Her kan man altid få fat i en smed som kan svejse i rustfrit stål, der kan godkendes af amerikanske sundhedsmyndigheder. Så er der hele forsyningen, vi har det sorte bælte i vand, spildevand, damp, varme og køling. Så har vi Symbiosen, som har eksisteret i 50 år, hvor virksomhederne bruger hinandens ressourcer og restprodukter og så har vi grøn energi. Det er de fire grundlæggende ting som man formentligt ikke finder andre steder i verden,” fortæller Martin Damm, og fortsætter,

”Så er der to store udfordringer, kan vi skaffe kvalificeret arbejdskraft til fremtiden, og der har hele uddannelses satsningen jo gjort, at vi trækker unge mennesker til fra ind- og udland og at der nu også kommer motorvej helt til Kalundborg, er et kæmpe plus. Det er de seks ting som de udenlandske medierne i hovedtræk bliver informeret om.”

Flere af de udenlandske medier har været i Kalundborg i en hel uge og har udover et interview og en køretur rundt i området med borgmesteren, også lavet interview med borgere, uddannelsesinstitutioner, cafe-ejere mv.

God markedsføring for hele byen

Den store interesse fra de udenlandske medier kan vise sig at være rigtigt god markedsføring for Kalundborg, både i form af flere turister men også udenlandske virksomheder som måske har planer om at udvide i Danmark.

”Der er selvfølgelig mange andre virksomheder som kigger med og måske tænker, det er da nok et meget godt sted at være, og det kan give nye kunder i butikken, men turister tænker måske også, at det kunne være sjovt at opleve,” fortæller Martin Damm.

Novo Nordisk indviede deres første fabrik i Kalundborg tilbage i 1969 og siden er en lang række af nye fabrikker blevet indviet og det ser ud til, at der går mange år endnu med nybyggeri i Kalundborg.

Udenlandske medier med interesse for Kalundborg som Martin Damm har givet interview til.

Dato

Medie

Land

Bemærkninger

08-01-2024

The Economist

USA

Amerikansk Erhvervsmagasin

07-02-2024

New York Times

USA

Amerikansk dagblad

28-02-2024

Rai Uno

Italien

Italiensk TV

06-03-2024

Let Temps/Heidi.news

Schweiz

Schweizisk dagblad

07-03-2024

Dagens Nyheter

Sverige

Svensk dagblad

08-03-2024

Politico

Belgien

Belgisk dagblad

09-04-2024

Bloomberg

USA

Amerikansk Erhvervsmagasin

26-04-2024

60 Minuttes

USA

Amerikansk TV

01-05-2024

SVT Granskningen

Sverige

Svensk TV-magasin

14-05-2024

Der Welt

Tyskland

Tysk Dagblad

14-05-2024

NRK

Norge

Norsk TV

16-05-2024

SVT

Sverige

Svensk TV

22-05-2024

La Repubblica

Italien

Italiensk dagblad

24-05-2024

CBC

Canada

Canadisk TV

Del