Uddannelsesdag med fokus på trivsel

Høng Skole, Høng Privatskole og Høng Gymnasie og HF holder sammen med Høng Lokalråd en uddannelsesdag med fokus på trivsel.

Uddannelsesdag med fokus på trivsel
Arrangementet den 22. janaur på Høng Skole er en fortsættelse af Uddannelsesdagen i 2022. Modelfoto: Colourbox

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Høng Skole, Høng Privatskole og Høng Gymnasie og HF holder mandag den 22. januar sammen med Høng Lokalråd en uddannelsesdag med fokus på trivsel.

To klasser fra hver skole deltager, hvilket betyder, at omkring 80 unge skal snakke trivsel og indsatser, der netop kan øge trivslen på skolerne. På Trivselsdagen vil Kalundborg Kommunes Børn- og Familieudvalg overvære arrangementet, der foregår på Høng Skole.

Arrangementet er en fortsættelse af Uddannelsesdagen i 2022, hvor Chris McDonald, ekspert i fysisk og mental trivsel, indledte i Hønghallen for flere hundrede elever og kom med input til, hvordan de unge selv kan være med til at påvirke deres trivsel. Efter Chris McDonalds oplæg skulle eleverne svare på spørgsmål omhandlende: Hvordan får alle på vores skole det bedre, hvordan får vi bedre trivsel, udvikler venskaber, skaber sammenhold, hvordan kan ny skoledag være med mere tryghed, engagement, inspiration og læring, eksempler på god trivsel på din skole, hvilket socialt fællesskab kunne I tænke jer at træde ind i?

Et kort uddrag af nogle af svarene fra elever gik på: Mere bevægelse i undervisningen, mere sund mad, kortere skoledage, senere mødetid, lektiefri skole, flere ture og arrangementer ude af skolen med fokus på det sociale og flere hjælpelærere. Flere fælles arrangementer, respekt, engagement og rummelighed med menneskelighed. En trivselstime hvor alle snakker med hinanden, hvor vi kan lære hinanden at kende på en anden måde. Flere elever gav også udtryk for, at de nok havde brug for mere søvn. Det blev ydermere fremhævet, at alle har et medansvar, og at alle skal være aktiv deltagende.

Søren Østergaard, der er leder af Center for Ungdomsstudier (CUR), indleder dagen, og guider på baggrund af viden fra sine mange ungdomsstudier eleverne igennem et program, der blandt andet sætter fokus på trivslen i skolen, hvad der er særligt vigtigt for at sikre trivsel i klasserne, og på det, eleverne selv kan gøre for at modvirke mistrivsel,” fortæller Niels Erik Danielsen, Høng Lokalråd.

CUR er et praksisorienteret forskningscenter, der beskæftiger sig med ungdomskultur, værdier og foreningsliv. Centeret sætter fokus på at kvalificere børne- og ungdomsarbejde inden for frivillige foreninger, organisationer og kommuner.

Del