Tværmotorvej får bred politisk opbakning – forening vil styrke indsatsen

Til debatmødet blev behovet for en tværgående motorvejsforbindelse, ifølge foreningen, anerkendt bredt på tværs af de politiske partier.

Tværmotorvej får bred politisk opbakning – forening vil styrke indsatsen
Politisk debatmøde i Næstved mandag aften, hvor 11 folketingskandidater deltog med Kaare Quist som moderator.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Foreningen til Fremme af Den Sjællandske Tværmotorvej oplever i øjeblikket en markant politisk opbakning til planerne om en tværgående motorvej på Sjælland.

Det blev tydeligt på et politisk debatmøde i Næstved mandag aften, hvor 11 folketingskandidater deltog med Kaare Quist som moderator. Her blev behovet for en tværgående motorvejsforbindelse ifølge foreningen anerkendt bredt på tværs af de politiske partier.

På et bestyrelsesmøde tirsdag morgen udtrykte foreningen tilfredshed med udviklingen. Bestyrelsen peger på, at den politiske enighed flugter med de samfundsøkonomiske og regionale analyser, som ifølge foreningen viser betydelige gevinster for pendlere, virksomheder og bosætning i Syd- og Vestsjælland.

Foreningen arbejder for etableringen af en motorvejsforbindelse fra Næstved over Slagelse til Kalundborg og har siden 2022 haft sagen som sit primære fokus. Initiativet er startet af lokale virksomheder og har i dag over 70 medlemmer fra forskellige brancher og størrelser.

Planer for det videre arbejde

På mødet blev der samtidig lagt planer for det videre arbejde efter det kommende valg. Her vil foreningen sætte ind med en styrket strategi for både medlemshvervning og politisk interessevaretagelse.

Der vil især blive fokuseret på at skabe tættere kontakt til nyvalgte folketingsmedlemmer, det kommende transportudvalg samt partiernes transportordførere for at fastholde det politiske fokus på projektet.

Foreningen ser den voksende politiske opbakning som et vigtigt skridt i arbejdet med at fremme en mere sammenhængende infrastruktur på Sjælland. Målet er at understøtte vækst og udvikling i regionen.

Læs mere om foreningen på: www.tværmotorvejen.dk

Del