Turistforening inviterer til overdådig festmiddag som i middelalderen
Den overdådige festmiddag incl. vin og øl afholdes i den charmerende gamle byrådskælder, hvor de to værter vil indvi i datidens bordskikke og andre skikke fra middelalderens fester.
Af Jens Nielsen
Kalundborg Turistforening inviterer til et overdådigt måltid som i middelalderen, guidet tur og underholdning i forbindelse med den store middelalderfestival midt i august.
I middelalderen spiste størstedelen af befolkningen brød, grød, kål og suppe. Ved hoffet og adelen var det man spiste og drak tegn på rigdom og velstand. Her bestod måltidet af store mængder mad og drikke og brug af eksotiske kostbare krydderier.
Kalundborg Turistforening inviterer nu til to middelalderaftner, henholdsvis d. 15. og 16. august, så autentiske som muligt, og hvor måltidet kan sammenlignes med hoffets og adelens overdådige festmiddage.
Menuen vil bestå af lækre ting fra havet, forskellige kødretter, salat og veltilberedte grøntsager samt brød og tærter Alt sammen noget du ikke normalvis får og som så absolut er værd at prøve.
Ligesom ved middelalderens fester spiller musikken en stor rolle. Gøgler-truppen Truppo Trotto er med hele vejen fra museet på en kort byvandring i Kalundborgs gamle Højby som danner den naturlige ramme om arrangementet - anført af borgfruen, Birgit Westergaard, og borgherre og guide Mads Findal Andreassen, til det gamle Stenhus, hvor gæsterne får et glas mjød og derefter følges til den overdådige festmiddag incl. vin og øl i den charmerende gamle byrådskælder, hvor de to værter vil indvi i datidens bordskikke og andre skikke fra middelalderens fester.
Truppo Trotto får dig til at føle middelalderens festligheder med musik og dans både før under og efter festmiddagen
Aftenen afsluttes med dans og ildshow.
Kalundborg Turistforening har for efterhånden mange år siden, afholdt tilsvarende arrangementer med stor succes, dengang var det også Birgit Westergaard som stod i spidsen som borgfrue.
Du skal vælge om du vil deltage den 15. eller 16. august begge dage kl. 17.00 – kl. ca. 21.00
Billetter kan Købes i Turistinspirationen; Kordilgade 36, eller ved at ringe til formand for Kalundborg Turistforening, Hans-Henrik Nielsen på tlf.: 4015 8212