Trivsel i spil - Nyt projekt startede i denne weekend

Et projekt i RGIs håndboldafdeling er netop skudt i gang. 

Trivsel i spil - Nyt projekt startede i denne weekend
Det nye team af Trivselsguider, unge mellem 10 og 15 år, samlet i Røsnæshallen. Foto: Privat

 

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Projektet "Trivsel i Spil" i RGI Håndbold er nu kommet i gang. 

Projektets formål er at styrke fællesskab og mental trivsel blandt børn og unge, og er inspireret af det skandinaviske skoleprogram 'Trivselsleder', hvor børn engageres som aktive medskabere af et trygt og inkluderende miljø. Denne funktion ønsker RGI nu at overføre til en sportslig kontekst.

"Vi har allerede fundet vores trivselsguider. Det er spillere, som vi har prikke til, fordi de i forvejen har de kompetencer, der skal til for at være en god rollemodel," fortæller Maja Søndergaard, der er medlem af håndboldudvalget i RGI.

Håndboldudvalget har valgt at tage projektet til sig, fordi man altid kan bruge at sætte fokus på trivsel. 

" Når børn, og for den sags skyld voksne er sammen, skal vi huske at sætte fokus på den gode tone, tale pænt til hinanden og være opmærksomme på, om vi inkludere alle. Det er en vigtig opgave, som vi første og fremmest har iværksat som en forebyggende instans," fortæller Maja Søndergaard. 

Hun håber projektet kan være med til at fremme fællesskabet og give plads til alle. 

"Vi er en breddeklub, så alle, uanset niveau, skal føle sig velkommen," siger Maja Søndergaard. 

Om projektet 

Projektet skal blandt andet aktivere og uddanne unge i alderen 10-15 år som trivselsguider, der med støtte fra frivillige mentorer og trænere arbejder for at alle børn og unge i klubben føler sig inkluderet og set.

Trivselsguider vil gennemgå et struktureret forløb med oplæring og løbende sparring, som kvalificerer dem til flere ting: 

  • Tage godt imod nye spillere
  • Støtte børn med behov for ekstra tryghed
  • Være rollemodeller ved klubaktiviteter, for eksempel når klubben er afsted til stævner.
  • Facilitere fælles lege og spil
  • Fungere som bindeled mellem spillere og håndboldudvalget i forhold til trivselstiltag. 

Projektet blev skudt i gang i weekenden, hvor det blev præsenteret i Røsnæshallen i forbindelse med nogle kampe lørdag og fortsætter søndag.

Projektet modtager støtte fra Nordea Fonden, DIF og DGI’s foreningspulje, Folkeoplysningsudvalget i Kalundborg og RGI. Projektet vil i første omgang forløbe hen over det næste år.

 

 

 

 

Del