To år efter regeringens solcellestrategi: Så langt er Kalundborg Kommune nået

For at nå regeringens solcellestrategi fra 2024 om at tidoble kapaciteten af solceller i Danmark inden 2030, må hver kommune bidrage med nye tiltag. For Kalundborg Kommune er der fortsat et stykke vej, før det kommunale mål er nået.

 To år efter regeringens solcellestrategi: Så langt er Kalundborg Kommune nået
81 af landets kommuner skal mere end fordoble deres solcellekapacitet for at nå deres mål inden 2030 – heriblandt Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune skal næsten tredoble andelen af solceller over de næste fire år. Det viser en opgørelse, 1KOMMA5° har lavet. Kommunen ender på en 54.plads blandt alle landets kommuner, mens Lollands Kommune er helt i top.

44.900 fodboldbaner fyldt med solceller. Det er så meget, Danmark mangler at udvide kapaciteten af solceller med på landsplan de kommende fire år.

I 2024 lancerede regeringen en ambitiøs solcellestrategi for samlet at opnå en maksimal effekt på 20 GW solceller inden 2030.

I 2024 var der 2 GW solceller i Danmark. Hvis det samlede mål fordeles ud på landets kommuner, så hver kommune har en procentuel andel af målet ud fra deres befolkningstal, er der stor forskel på, hvor langt kommunerne er nået. Og her halter Kalundborg Kommune efter.

Det skriver 1KOMMA5° i en pressemeddelelse.

Kalundborg Kommune har et stykke vej til målet

Lige nu har Kalundborg Kommune 60.882 kW solceller i kommunen. Det svarer til, at Kalundborg Kommune kun har nået omkring 38 % af deres forestillede kommunale mål. Med andre ord: Kalundborg Kommune skal næsten tredoble andelen af solceller over de næste fire år.

1KOMMA5° har kontaktet kommunen for at få en kommentar, men de er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Kalundborg Kommune er én blandt 92 kommuner i Danmark, som mangler at øge deres solcellekapacitet for at nå deres kommunale mål inden 2030.

Spørger man David Sätterman, der er CEO for cleantech-startuppen 1KOMMA5° i Danmark & Sverige, er den ujævne udvikling i andelen af solceller et større politisk problem.

" Lige nu er der næsten intet incitament fra politisk side, der sætter skub i udviklingen af solceller. Kigger vi i stedet over til vores naboer i Sverige, tilbyder de langt højere tilskud til at dække omkostningerne ved at installere et solcelleanlæg," fortæller David Sätterman.

Men selvom planen lyder ambitiøs, er den vejen frem:

"Der er ingen tvivl om, at det er den rette vej. Rundt om i verden bliver der installeret enorme mængder solceller for at sikre en billig, vedvarende energiforsyning," siger David Sätterman.

I Danmark ligger Lolland Kommune, Læsø Kommune, Lemvig Kommune, Holstebro Kommune, Vejen Kommune og Aabenraa Kommune i spidsen, når det gælder andelen af solceller i forhold til indbyggertal.

De kommunale mål fastsættes ved at tage kommunens samlede antal indbyggere og dividere det med det samlede antal indbyggere i landet.

Det giver kommunens procentuelle andel af målet baseret på befolkningstal. Denne andel ganges med det nationale mål på 20 GW, hvilket resulterer i kommunens beregnede andel af målet i watt.

Hver kommunes forestillede kW-mål er lavet af cleantech-startuppen 1KOMMA5°.

Del