Tillykke til fire nye maskinmestre
I dag kunne Kalundborg sige tillykke til fire helt unikke dimittender. Nemlig de fire første maskinmestre, der har taget deres uddannelse hos Teknika i Kalundborg.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Fredag formiddag kunne fire helt nyudklækkede maskinmestre, som de første, der har taget uddannelsen i Kalundborg, få deres eksamensbeviser.
Det skete på Helix Lab, som Teknika i dagens anledning havde indtaget for at fejre de fire nye maskinmestre, nemlig Elias Juhl-Laugesen, Emil Marsilius Jensen, Emil Stampe Daldorf Jørgensen og Jeff Malling Henckel.
De begyndte på uddannelsen 31. januar på den spritnye maskinmesteruddannelse i Kalundborg på Processkolen.
Det er Teknika, der har hovedkontor i Lyngby, der udbyder uddannelsen, og rektor derfra, Tue Hækkerup holdt tale til de fire dimittender, inden de kunne få håndtryk og eksamensbeviser.
I stempler ind i en særlig elite
Han indledte med at ønske de fire maskinmestre tillykke med uddannelsen.
"Alle jer, der dimitterer i dag, stempler ind i en særlig elite. I er en del af en særlig gruppe mennesker. I tilhører nu de få, der både ved hvorfor, kan udføre det selv, og kan lede på tekniske områder. I den civile uddannelsesverden er det kun maskinmesteruddannelsen, der giver den kombination af kompetencer," sagde Tue Hækkerup blandt andet.
Han kom også ind på de vanskeligheder, de fire maskinmestre har været igennem med en nystartet uddannelse, opbygning af socialt studiemiljø og især de mange opgaver, der skulle afleveres undervejs.
Og så talte han om det unikke i, at man nu i Kalundborg kan tilbyde uddannelsen, hvor der lige nu går 45 elever fordelt på 4. til 9. semester.

William Herring spillede og sang under arrangementet, der foregik i Helix Lab. Foto: Charlotte Koefoed
En af de vigtigste årsager til, at der har været behov for at åbne en ny maskinmesteruddannelse i Kalundborg er, at der er stor mangel på maskinmestre i Danmark. Og manglen vil kun blive større. Det kom Tue Hækkerup også ind på, inden eleverne blev kaldt op og fik deres eksamensbeviser.
"Det er faktisk ret rørende. En ting er at læse en tale op, men der er så unikt at give lige præcist jer hånden og ønske tillykke," sagde Tue Hækkerup.
Både før og efter overrækkelsen af beviserne spillede William Herring og også viceborgmester Peter Jacobsen, DF, holdt tale.
Han understregede glæden ved, at Kalundborg fik maskinmesteruddannelsen til byen og ikke mindst, at de fire nye maskinmestre er uddannet herfra.
Det betyder meget for Kalundborg, at man har fået flere uddannelser, og at unge strømmer til for at uddanne sig i byen, mente han blandt andet.

Viceborgmester Peter Jacobsen, DF, glædede sig over, at kunne sige tillykke til fire Kalundborg-uddannede maskinmestre. Foto: Charlotte Koefoed
Og så så han frem til, at det nye campus, der forventes klar i 2028, kommer til at understøtte de mange uddannelser og give plads til et godt studiemiljø og tiltrække flere studerende.
Nye rammer
Vicerektor Kirsten Eskildsen fortalte, at med de nye rammer på Rynkevangen 10 vil studiemiljøet på maskinmesteruddannelsen få et væsentligt løft og der vil være store gevinster for alle ved at studere sammen med andre uddannelser og med flere nationaliteter.
"Kalundborg Kommune har hele vejen været en enorm støtte og positiv medspiller. Det er meget vigtigt, at samarbejdet fortsætter, og at der er fokus på at vi sammen udvikler Kalundborg som studieby," sagde hun før arrangementet begyndte.
Man kan blive maskinmester flere steder i Danmark: Lyngby, Kalundborg, Svendborg, Fredericia og Frederikshavn, Esbjerg, Sønderborg, Thisted og i Grønland kan man blive maskinmester i Sisimiut.