Tillykke med valget...

Kalundborg har endnu en gang fået Martin Damm som borgmester. Og lad os være ærlige: Hvis du er syg, sårbar, psykisk udfordret, har et barn med diagnose – eller bare ikke lever et pletfrit, problemfrit middelklasse­liv – så er du ikke en borger, han har tænkt sig at prioritere.

Damm har i 16 år vist, hvad han står for. Og det er ikke mennesker i krise. Det er ikke familier, der kæmper. Det er ikke udsatte borgere, der desperat har brug for en kommune, der faktisk tager ansvar.

Nej, det Damm vil have, er velhavende skatteydere, der aldrig koster noget. Det er borgere uden sygdomme, uden diagnoser, uden sociale problemer – kort sagt: borgere, der ikke fylder, ikke larmer, ikke har brug for noget. Borgere, der passer ind i den pæne fortælling, han så gerne vil sælge.

Men sådan fungerer en kommune ikke. En kommune er ikke et showroom, hvor man gemmer alt det menneskelige væk, fordi det ikke matcher borgmesterens glansbillede. Og dog er det præcis det, mange oplever under Damm: At sårbare mennesker bliver set som økonomiske byrder, der helst skal forsvinde ud af statistikkerne.

For hvor er han, når familier kæmper for hjælp til deres børn? Hvor er han, når unge mistrives? Når ældre lades i stikken? Når mennesker med psykiske eller fysiske udfordringer bliver trukket igennem et system, der allerede er presset i bund?

Han er i hvert fald ikke hos dem.

Martin Damm har haft 16 år til at bevise, at han også vil være borgmester for dem, der ikke står øverst i skatteindtægterne. Det har han ikke gjort. Tværtimod har han skabt en kommune, hvor alt for mange føler sig uønskede, oversete og i vejen.

Kalundborg fortjener bedre end en borgmester, der kun vil have de stærke og helst slipper for de mennesker, der rent faktisk har brug for en kommune.

Hvis det her er hans vision – så er den ikke kun forkert. Den er dehumaniserende.