Tilfreds borgmester får fire år mere

Martin Damm fra Venstre er meget tilfreds med valget. Han mener, vælgerne har talt.

Tilfreds borgmester får fire år mere
"Vælgerne har talt", sagde Martin Damm efter konstitueringsaftalen i Kalundborg Kommune var på plads. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Selv om Venstre er gået 5,6 procent tilbage, har borgmester Martin Damm ikke rystet på hånden. 

Så snart han på valgaftene kunne se, at blå blok havde noget, der lignede et flertal, havde Martin Damm fat i de partier, han kunne tænke sig at samarbejde med. Og samtidig sætte sig tungt på magten i Kalundborg igen. 

For femte gang har bykongen nemlig snuppet borgmesterstolen, men han føler ikke selv, den for alvor var i fare. 

"Da valgresultaterne begyndte at tikke ind, fik jeg hurtigt samlet nogle folk, jeg tænkte kunne blive et godt og solidt hold," sagde en glad Martin Damm kort før alle stemmer var talt op. 

Op til kommunalvalget har der ellers været kritik af den førte kulturpolitik og meget debat omkring netop kulturen eller mangel på samme. Men ikke nok til at få en anden borgmester i stolen.

56,9 procent af stemmer har han bag sig i konstitueringen med Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale, Det Konservative Folkeparti og Kalundborg Listen. 

"Vi har ført en solid valgkampagne, og vælgerne har bestemt. Det er jeg meget tilfreds med," sagde Martin Damm.

Det blev allerede på valgnatten klart, at det bliver Peter Jacobsen fra DF, der bliver viceborgmester. 

Der blev indgået en rammeaftale, men de næste par dage kommer til at gå med forhandlinger for at få detaljerne på plads. 

 

 

Del