Tilbageholdt skib bliver losset

Det tilbageholdte iranske containerskib "Nora" har siden februar været tilbageholdt af de danske myndigheder. 18. marts anløb skibet Kalundborg. Nu er man begyndt at losse skibet.

Tilbageholdt skib bliver losset
Det tilbageholdte iranske containerskib "Nora" skal nu undersøges. Derfor er myndighederne i gang med at losse skibet. Foto: Jens Nielsen
Af Jens Nielsen  jens@fotojens.dk

Det iranske containerskib "Nora", der har været tilbageholdt af danske myndigheder siden februar, anløb Ny Vesthavn i Kalundborg onsdag den 18. marts. Torsdag begyndte næste skridt i undersøgelsen af containerskibet, nemlig losning af skibets mange containere.

En efter en bliver de store containere losses med kranen fra Kalundborg Havn. Herefter bliver containerne scannet. Skat er nemlig mødt op med to mobile røntgenscannere til at kontrollere containerne.

Der er også mandskab fra Beredskabsstyrelsen til stede på kajen i Kalundborg.

Ønsker ikke at udtale sig

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ønsker fortsat ikke at udtale sig om sagen.

Sagen med det iranske containerskib i dansk farvand startede 19. februar. Her kunne Søfartsstyrelsen bekræfte over for TV 2, at den havde tilbageholdt et iransk containerskib, der lå for anker øst for Ålbæk i det nordligste Jylland.

Dengang lød det fra styrelsen, at skibet blev tilbageholdt, fordi det ikke var korrekt registreret.

Ifølge TV 2 skiftede skibet inden tilbageholdelsen navn fra "Cerus" til "Nora" og skiftede samtidig fra at sejle under comorisk til iransk flag.

5. marts blev det så meldt ud, at NSK havde tvunget skibet ind i Aarhus Havn for at blive ransaget. NSK ønskede ikke at udtale sig nærmere om omstændighederne.

På Vesselfinder fremgik det, at skibet senest havde været i havn i Sankt Petersborg i Rusland, 48 dage inden NSK tvang skibet ind i Aarhus Havn 5. marts.

Ifølge dokumenter fra USA's finansministerium er skibet omfattet af internationale sanktioner, og skibet har forbindelser til Dubai-rederiet Reel Shipping LLC.

Rederiet er kontrolleret af Mohammad Hossein Shamkhani, som er søn af Ali Shamkhani, der frem til sin død 28. februar var iransk topembedsmand og rådgiver for ayatollahen.

Ligesom ayatollah Khamenei blev Ali Shamkhani dræbt i USA's og Israels angreb i Iran, som blev indledt lørdag den 28. februar.

 

Del