Tidligere tilbageholdt iransk skib er anløbet Kalundborg Havn
Det iranske containerskib "Nora", der har været tilbageholdt af danske myndigheder siden februar, sejler igen. Kursen er sat til Kalundborg Havn.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Det iranske containerskib "Nora", der har været tilbageholdt af danske myndigheder siden februar, sejler igen og forlod Århus Bugt klokken 10.50 onsdag formiddag, med kurs mod den nordvestlige del af Sjælland, og på Vesselfinder fremgik det, at skibet havde kurs mod Kalundborg.
’Nora’ anløb Ny Vesthavn i Kalundborg onsdag eftermiddag kl. 14 med hjælp fra to slæbebåde fra Svitzer.
Hvad der skal ske med skibet og lasten af containere vides ikke på nuværende tudspunkt.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ønsker ikke at udtale sig om sagen.
"Det eneste, vi kan sige, er, at der fortsat er en politiforretning i gang," udtaler NSK's presseafdeling til TV 2 Østjylland.
Kalundborg Havn ønsker heller ikke at udtale sig om sagen og henviser til NSK.
Sagen med det iranske containerskib i dansk farvand startede 19. februar. Her kunne Søfartsstyrelsen bekræfte over for TV 2, at den havde tilbageholdt et iransk containerskib, der lå for anker øst for Ålbæk i det nordligste Jylland.
Dengang lød det fra styrelsen, at skibet blev tilbageholdt, fordi det ikke var korrekt registreret.
Ifølge TV 2 skiftede skibet inden tilbageholdelsen navn fra "Cerus" til "Nora" og skiftede samtidig fra at sejle under comorisk til iransk flag.
5. marts blev det så meldt ud, at NSK havde tvunget skibet ind i Aarhus Havn for at blive ransaget. NSK ønskede ikke at udtale sig nærmere om omstændighederne.
På Vesselfinder fremgik det, at skibet senest havde været i havn i Sankt Petersborg i Rusland, 48 dage inden NSK tvang skibet ind i Aarhus Havn 5. marts.
Ifølge dokumenter fra USA's finansministerium er skibet omfattet af internationale sanktioner, og skibet har forbindelser til Dubai-rederiet Reel Shipping LLC.
Rederiet er kontrolleret af Mohammad Hossein Shamkhani, som er søn af Ali Shamkhani, der frem til sin død 28. februar var iransk topembedsmand og rådgiver for ayatollahen.
Ligesom ayatollah Khamenei blev Ali Shamkhani dræbt i USA's og Israels angreb i Iran, som blev indledt lørdag den 28. februar.