Teknisk krævende tunnelering ved Novo Nordisk er gennemført

80 meter tunnelprojekt under stærkt trafikeret vej og med kun 3 meter til overfladen er nu succesfuldt afsluttet i Kalundborg.

Teknisk krævende tunnelering ved Novo Nordisk er gennemført
M.J. Eriksson har fuldført en kompleks tunnelering på 80 meter under Hovvejen ved Novo Nordisk i Kalundborg.

gitte@tv-kalundborg.dk

80 meter tunnelprojekt under stærkt trafikeret vej og med kun 3 meter til overfladen er nu succesfuldt afsluttet i Kalundborg.

M.J. Eriksson har fuldført en kompleks tunnelering på 80 meter under Hovvejen ved Novo Nordisk i Kalundborg. Novo Nordisks store udvidelser i området har betydet et større behov for håndtering af regnvand, og derfor har MJE tunneleret betonpresserør med en diameter på to meter, for at føre regnvandet fra nord mod syd på strækningen. Arbejdet er udført i fagentreprise for Kalundborg Forsyning med Sweco som rådgivende ingeniør. Dert skriver virksomheden i en pressemeddelelse torsdag.

3 meter til overfladen

Der blev tunneleret med blot tre meters jorddække op til Hovvejen, hvilket var en teknisk udfordring, der krævede nøje planlægning og ekspertise. For afdelingsleder i M.J. Erikssons Tunneleringsafdeling, Jacob Møller Madsen, har det været en både spændende og udfordrende opgave.

”Med kun 3 meter til overfladen, var der risiko for blowout, som er et pludseligt brud til terræn med udslip af boremudder eller bentonit. Derfor har det været vigtigt, at vi har haft styr på både beregninger og faglighed, fortæller han.

For at sikre en stabil fremdrift, foregik tunneleringen med et lavt front- og bentonittryk under Hovvejen. Trykket var baseret på forudgående beregninger og blev konstant målt og justeret efter jordforholdene.

Vejmonitorering i døgndrift

Hovvejen var i drift under hele projektets udførelse, og blev derfor monitoreret hele døgnet, for at fange eventuelle bevægelser, der kunne kompromittere vejens bæreevne. Men den kompetente planlægning og styring betød, at Hovvejen forblev uforstyrret. Det samme gjorde en Ø400mm regnvandsledning i beton, som tunnelboremaskinen passerede på kun 32 centimeters afstand.

”Det er et særligt projekt på grund af den lille jorddækning - normalt ligger tunneler relativt dybt under terræn. Derfor skruede vi helt op for den tekniske præcision, så risikoen for bevægelse på den trafikerede vej over tunnelen blev minimeret,” slutter Jacob Møller Madsen.

Om M.J. Eriksson

M.J. Eriksson A/S er en af Danmarks største jord- og anlægsentreprenører, med over 600 fagligt specialiserede ansatte og en omsætning på 3 mia.kr. M.J. Eriksson blev grundlagt i 1945 af Eriksson-familien, som stadig ejer den i dag. MJE har kontorer og byggepladser i hele landet.

Del