Taktisk satsning blev kostbar

Glad Sports mandskab måtte se sig slået med 8,1 sekunder efter ni gennemførte hastighedsprøver og godt 90 kilometers intens konkurrence.

Taktisk satsning blev kostbar
En ændret gearing var ikke den rette beslutning for Kenneth Madsen og Mads Dalsager (foto: Flemming Jensen).

Af Jens Nielsen

Rally Midtsjælland blev til en intens duel på landevejene omkring Viby Sj., men Glad Sport fra Kalundborg trak det korteste strå i kampen om sejren i generalklassementet.

Der var lagt op til en kamp på sekunder og tiendedele mellem Kenneth Madsen/Mads Dalsager fra Glad Sport i Kalundborg og klubkammeraten Simon Vallentin/Karsten Isaksen fra Holbæk. Det endte med, at Glad Sports mandskab måtte se sig slået med 8,1 sekunder efter ni gennemførte hastighedsprøver og godt 90 kilometers intens konkurrence.

”Simon fik holdt os godt til ilden, og det var sjovt, at vi lå så tæt, men det skulle ikke have været ham, som var foran til slut. Otte sekunders forskel på denne løbsdistance er ikke meget, men det var nok,” siger Kenneth Madsen efter lørdagens løb, der havde base i Viby Sj.

Fredag havde mandskaberne kørt de fem forskellige hastighedsprøver igennem for at udarbejde deres noter til rallyet. Men notekørslen havde også sat nogle tanker i gang hos makkerparret i den blå Citroën C3 Rally2.

”Under gennemkørslen virkede det til, at det ville være nogle meget hurtige hastighedsprøver, så vi tog en beslutning om at sætte en højere gearing i bilen for at kunne køre hurtigere,” forklarer Mads Dalsager. ”Med den højere gearing kunne vi køre 20 km/t hurtigere på toppen, men det tog også længere tid at komme op i fart med den gearing.”

”Vi tog en beslutning omkring gearingen, som viste sig at være forkert,” konstaterer Kenneth Madsen. ”Simon var bare en my hurtigere, men nu har vi også fået ny viden omkring bilen, som vi ikke har haft før.”

Glad Sports andet mandskab, Jacob Madsen/Line Nedergaard kørte sig ikke blot til en flot tredjeplads i generalklassementet ved Rally Midtsjælland, men sikrede sig også sejren i Rally3-klassen med mere end tre minutters forspring til et andet Renault Clio-hold.

”Det var en god dag for Line og mig. Der var prøver, hvor det bare kørte perfekt, men også nogle, hvor det kunne have gået lidt bedre. Men en tredjeplads generelt er godkendt,” siger Jacob Madsen, og fortsætter, ”Jeg synes, at vi har fået det bedste ud af det i løbet. Prøverne var meget hurtige og ikke så udforende, for de lå ikke til vores bil. Men vi havde et godt flow, god energi og så har vi hygget os i bilen.”

Flot 2. plads

Søskendeparret Mike og Monika Olivius fra Bregninge sluttede Rally Midtsjælland med en flot 2. plads i deres klase med holdets Peugeot 206 RC-

Del