"Tak til alle jer der arbejder med det allervigtigste i vores samfund, nemlig vores børn"

"Vi har brug for jer mere end nogensinde – Så please, bliv i verdens vigtigste erhverv. Også selv om Novo hele tiden mangler medarbejdere."

"Tak til alle jer der arbejder med det allervigtigste i vores samfund, nemlig vores børn"
270 medarbejdere var mødt op i Gørlevhallen onsdag eftermiddag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Hovedudvalget i Kalundborg Kommune havde onsdag sidst på eftermiddagen inviteret medarbejdere fra dagtilbud, skoler, Børn og Familie samt Børn, Læring og Uddannelse til et arrangement i Gørlevhallen, dels for at sige tak for deres store arbejde og dels for at medarbejderne kunne opleve to foredrag om Børn og unges trivsel og robusthed.

270 medarbejdere fra Kalundborg Kommune var onsdag sidst på eftermiddagen mødt op i Gørlevhallen til en eftermiddag med to foredrag og god mad.

Arrangementet var Kalundborg Kommunes måde at fejre og anerkende den store faglighed og dedikation, som medarbejderne demonstrerer hver dag.

Michael Gravesen, direktør for børn og ungeområdet i Kalundborg Kommune, bød velkommen inden han gav ordet videre til Henriette Ergemann, formand for Børn- og Familieudvalget. Hun sagde bl.a. i sin tale til de mange medarbejdere:

”I dag handler det om jer, alle jer der sidder her og hver dag går på arbejde, og arbejder med det allervigtigste i vores samfund, nemlig vores børn. Jeg vil gerne anerkende, at den opgave I står med hver dag, er på ingen måde blevet nemmere eller mindre komplex og det ændrer sig nok ikke meget de næste år.

Jeg er meget bekymret for, at vi er ved at skabe en generation af børn og unge der i den grad mangler robusthed til de bump der helt naturligt kommer på vejen i livet. En generation for hvem det sociale liv leves igennem en skærm. En generation i mistrivsel hvor endnu flere har brug for specialtilbud med den triste konsekvens, at det udhuler økonomien på hele området. Og hvor efterlader det så de børn henne og hvordan løser vi de store udfordringer vi står overfor. Hvordan finder vi løsninger når vi ikke engang er enige om målet."

Udvalgsformanden havde både en stor tak til medarbejderne og en lige så stor opfordring

”Jeg vil gerne sige tak til jer som hver dag løfter den kæmpestore opgave det er, at få børn og unge på vej i livet. Vi har brug for jer mere end nogensinde – Så please, bliv i verdens vigtigste erhverv. Også selv om Novo hele tiden mangler medarbejdere,” sagde Henriette Ergemann.

Efter foredrag med emner som bl.a. børn og unges trivsel og robusthed samt mødet mellem voksne og børn/unge blev medarbejderne budt på en tapasbuffet.

”Det er et arrangement for bl.a. at fastholde vores medarbejdere. Vi har tidligere lavet tilsvarende arrangementer for andre personalegrupper, og denne gang er det børne- og ungeområdet som er inviteret,” fortæller Jette Feldthaus, chefkonsulent, HR og Udvikling i Kalundborg Kommune.

Del