Masser af aktiviteter i vinterferien

Kalundborg Bibliotekerne har masser af gode aktiviteter for børnene i vinterferien. Der er både teater og spændende videnskabsworkshop på programmet. 

Masser af aktiviteter i vinterferien
Emil Hoffmann Nielsen har tidligere besøgt Ubby med Science Workshop. Han er kendt fra YouTubekanalen ”Kåre og Emil” og ”Store NØRD”. Foto: Gitte Korsgaard

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Vinterferien er på vej og Kalundborg Biblioteker tilbyder endnu engang masser af arrangementer for store og små. 

Lørdag den 7. februar indledes vinterferien med en teaterforestilling, nemlig ’Muldvarpen og huset, der
kom og gik’ med Teater Lampe. Muldvarpen bor trygt i sin hule under jorden, indtil den en morgen
vågner op og ser, at et hus er landet oven på dens muldvarpeskud. Huset er fyldt med bøger med historier,
som muldvarpen får øjnene op for. Forestillingen spiller på Svebølle Kvik Bibliotek og er for de 3-9
årige.

Onsdag den 11. februar vises forestilling ’Skrivebordet’ med Teater Håndholdt. Alt fra
skrivebordsskuffen tages i brug, når historien om morfar og jeg fortælles med stempler, klipsemaskiner,
sakse mm. På morfars skrivebord kan alt blive levende lige for øjnene af én – og det gør det. Forestillingen
er fra 3-7 år og spiller i Det Grønne Rum på Kalundborg Bibliotek.

Om torsdagen den 12. februar kommer Det Lille turnéteater på besøg på Gørlev Bibliotek med en rigtig
klassiker, nemlig Peter Plys. Tag med på en magisk rejse ind i Hundredemeterskoven, hvor Peter Plys og
hans venner oplever spændende eventyr og lærer om venskabets sande værdi. Forestillingen tager
udgangspunkt i A.A. Milnes populære historie om Peter Plys, den elskelige bjørn med den store kærlighed
til honning, samt sine venner, Grisling, Æsel, Ninka og alle de andre. Forestillingen er for hele familien - fra
3 år og op.

Slip fantasien løs

Hele uge 7 er der mulighed for at være kreativ på kommunens biblioteker. Der er mulighed for at designe din egen t-shirt, dit eget krus, lave badges eller lave fine snemænd. På bibliotekets hjemmeside kan man se, hvor de forskellige krea- workshops foregår, de forskellige aldersgrupper og hvordan man tilmelder sig. Der er workshops både or de mindste og de større!

Minecraft og Science med Emil

Sidste gang var det en stor succes, derfor bliver der  igen holdt Minecraft Byggekonkurrence. Denne gang
konkurreres der, om det bedste bud på et storslået slot. Konkurrencen foregår tirsdag d.en10. februar
og er for de 9-15 årige. Det foregår på Kalundborg Bibliotek og man skal tilmelde sig. Det kræver også, at man har sin egen computer med.

Endnu et populært arrangement vender tilbage, nemlig Science Workshop med Emil Hoffmann Nielsen, som er kendt fra YouTubekanalen ”Kåre og Emil” og ”Store NØRD”.

Emil Hoffmann Nielsen kommer med et lille science-show fuld af sjove og overraskende eksperimenter. Med sig har han eksperimenter, som børnene selv kan udføre - dog skal de huske at have en voksen med. Der er garanti for både underholdning, overraskelser og sjove oplevelser, når børnene selv udfører eksperimenter. Science workshoppen foregår i Ubby Bibliotek- og Forsamlingshus tirsdag den 10. februar og er i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd.

Man kan købe billetter eller tilmelde sig til alle aktiviteterne via kommunens hjemmeside www.kalundborgbib.dk

Del