Vælgermøde i Eskebjerg med fokus på CO2

Vælgermøde i Eskebjerg forsamlingshus: Alle partier vil genoverveje CO2-lagring på land. Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev, var på pletten og stillede spørgsmål.

Vælgermøde i Eskebjerg med fokus på CO2
Fra venstre ses MF Rasmus Horn Langhoff (A), Mette Hvid Brockmann (B), Jane Christensen (C), Kristine Amalie Rostgård (F), Mads Brenøe (I), Søren Lund Hansen (O), MF og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), Benny Damgaard (Æ), Eva Flyvholm (Ø), Mette Friis (Å) og Sanne Pilgaard (H). Foto: Kim Ejlertsen.

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Torsdag arrangerede Eskebjerg Beboerforening og Eskebjerg Forsamlingshus et vælgermøde. Her var der især fokus på lagring af CO2 på land.

På nær Moderaterne stillede alle partier med lokale kandidater, som svarede på spørgsmål om drikkevand og den udpegede CO2-lagring under Eskebjerg og det Nordvestsjællandske område.

Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev deltog i mødet og spurgte ind til kandidaternes holdning til lagring af CO2 under beboede områder og beskyttet natur. Landspolitisk støtter samtlige partier CO2-fangst og lagring på land, mens debatten i Eskebjerg afslørede, at de lokale kandidater godt kunne se problemet med den landbaserede lagring.

Også spørgsmålet om, hvorvidt det er udenlandsk CO2, og hvor ren den lagrede CO2 vil være, blev diskuteret. Miljøforeningen kunne oplyse, at CO2-lageret bliver en forretning, der overvejende drives af olieselskaber (Equinor 60 %), og hvor operatøren tager penge for at deponere udenlandsk såvel som dansk CO2.

“Den CO2, der pumpes ned under beboelse og natur, må indeholde forureninger på op til 5 %. Det er stoffer, der ikke kan fjernes fra kraftværksrøgen eller fangstprocessen,” oplyste miljøforeningen. “CO2-lagring vil dermed deponere millioner af tons affald, som det ellers er forbudt at deponere, og som burde håndteres ved kilden. Det gør også vurderingen af, hvad der sker med den deponerede blanding i undergrunden, mere kompleks,” sagde Kim Ejlertsen, bestyrelsesmedlem i Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev.

En anden bekymring fra miljøforeningen gik på, at den flydende CO2, der pumpes ned i undergrunden, er lettere end det salte omgivende formationsvand. Ifølge fysikkens love vil CO2’en derfor søge op til overfladen igen. Derfor skal der være et helt tæt lag over lageret, som holder CO2’en tilbage. Flere fra salen rejste tvivl om sikkerheden for borgerne og naturen. Hvad nu hvis det ikke går som lovet? Det er set før med sprøjtegifte og grundvand, generationsforureninger og større uheld.

Politikernes svar

Fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Jacob Jensen (V) sagde, at hans egen personlige holdning som lokalt valgt er, at CO2 ikke skal deponeres under folks huse, men at man i stedet kan bruge oliefelterne i Nordsøen.

Benny Damgaard (Æ) sagde, at der heller ikke er nogen lokale, der vil have Rødby-lageret. Han vil gå til toppen af Danmarksdemokraterne og få det ud på havet.

Mette Hvid Brockmann (B) sagde, at det må ud i Nordsøen, og at der er noget galt med forretningsmodellen. Undergrunden er en begrænset ressource.

Sanne Pilgaard (BP) sagde, at det ikke skal lagres under mennesker, men må ud på havet.

Rasmus Horn Langhoff (S) ville ikke love noget, men nævnte, at der er god mulighed for lagring i Nordsøen.

Kandidaterne fra Ø, SF, Å, O og I vil gerne gå tilbage til partierne og undersøge mulighederne for at benytte lagring i Nordsøen frem for på land.

Det har ikke været drøftet ordentligt

Kim Ejlertsen mener, det er en skandale, at de politiske aftaler om fangst, transport og lagring af CO2 ikke har været drøftet ordentligt med partiernes lokale afdelinger, for slet ikke at nævne borgerne i de udpegede områder.

“Derfor ved kandidaterne så lidt om, hvad deres vælgere er ved at blive udsat for og kæmper imod. Miljøforeningen finder, at det er positivt, at så mange lokale folketingskandidater nu er parat til at gå til toppen af deres partier for at få genovervejet beslutningen om at lagre CO2 under folks huse og beskyttet natur,” sagde Kim Ejlertsen efter mødet.

Han rettede også en stor tak til Eskebjerg Forsamlingshus og Eskebjerg Beboerforening for arrangementet.

Del