Nyvangskirken har ramt helt rigtigt - kvinderne strømmer til
Først opfandt Nyvangskirken 'Tirsdag for Mænd'. I efteråret kom 'Torsdag for Kvinder' til. Initiativet har ramt helt plet, for kvinderne strømmer til.
Af Charlotte Koefoed charlote@tv-kalundborg.dk
Selv om 'Torsdag for Kvinder' kun har ganske få måneder på bagen, er tiltaget blevet et hit. Kvinderne strømmer ganske enkelt til.
"Køkkenet roder helt vildt, vi har sved på panden. Jeg tror faktisk ikke, vi har haft så travlt før," smågriner Niels-Erik Sørensen, kirketjener i Nyvangskirken.
Sammen med Michelle Kure, også kirketjener, havde de torsdag dækket op til ikke mindre end 120 kvinder, der havde meldt sig til 'Torsdag for Kvinder'.
Et tiltag, som så dagens lys i efteråret 2025, og som ganske enkelt er blevet en bragende succes.
Nyvangskirken oplever nærmest at blive rendt over ende af 'Torsdag for Kvinder-konceptet'. For siden starten har der været fuldt hus.
Og det kommer en smule bag på de to kirketjenere.
"Det startede jo fordi 'Tirsdag for Mænd'-mændene kom og spurgte, hvornår vi ville lave noget for deres koner. Men vi havde altså ikke forestillet os, at det ville blive sådan en succes," siger Michelle Kure.
Fuldt hus
120 kvinder havde som nævnt tilmeldt sig til torsdagens frokost - og foredrag.
Dagens taler var købmand Peter Egebæk fra Meny, og ud over at levere smørrebrødet, som aftalt, havde han lagkager med til kvinderne. Og et foredrag om, hvordan de første 10 år i Kalundborg er gået.
Et billedshow viste nogle af de mange aktiviteter, Meny har taget for at blive forankret i byen.
For eksempel da Danmark fik en ny konge. Hurtigt fik man hele butikken pyntet op og gjort den begivenhed helt lokal.
"Som selvstændige kan vi handle hurtigt og sætte ting i gang," fortalte Peter Egebæk blandt andet.
Foredraget var flyttet ind i selve Nyvangskirken, hvor der var bedre plads til de 120 kvinder, der havde meldt sig til.
Næste gang, der er 'Torsdag for Kvinder', er den 12. marts, hvor skuespiller Bodil Jørgensen kommer.
Her er alle billetterne allerede revet væk.