Stor opbakning til juletræstænding i Ulstrup

Der var fyldt op i Ulstrup torsdag, hvor mere end 80 lokale beboere mødte op for at være med til årets juletræstænding.

Stor opbakning til juletræstænding i Ulstrup
Der var julelys, nisse­sang, optog og varm risengrød til årets juletræstænding på Røsnæs.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Over 80 borgere deltog, da julelys, nisse­sang, optog og varm risengrød skabte hyggelig julestemning på Røsnæs.

Der var fyldt op i Ulstrup torsdag den 27. november, hvor mere end 80 lokale beboere mødte op for at være med til årets juletræstænding. SFO’en på Friskolen på Røsnæs havde forberedt fine, hjemmelavede lyslygter, som børnene bar gennem byen og skabte en smuk, stemningsfuld start på arrangementet.

Julemanden lagde også vejen forbi og stod for at tænde lyset i Ulstrup Mølle, hvorefter forsamlingen stemte i med den klassiske julesang “På loftet sidder nissen.” Herefter fortsatte optoget fra møllen til Ankerpladsen ved Min Købmand, hvor juletræet blev tændt til stor glæde for både børn og voksne.

Aftenen blev rundet af med varm risengrød – mindst 30 liter – og masser af saftevand, venligt sørget for af Røsnæs Kultur- og Forsamlingshus. Mens grøden blev nydt, læste Røsnæs’ nye præst, Rasmus Poulsen, juleevangeliet og satte det sidste punktum for en hyggelig og velbesøgt juletradition i Ulstrup.

Del