Saint-Gobain Gyproc-medarbejdere er blevet klogere på klimaforandringerne

Klimaet spiller en større og større rolle - også for virksomheder. Nu har Saint-Gobain Gyproc- medarbejdere været på kursus i klimaforandringerne.

Saint-Gobain Gyproc-medarbejdere er blevet klogere på klimaforandringerne
Størstedelen af alle medarbejdere i Saint-Gobain Isover, Saint-Gobain Weber og Saint-Gobain Gyproc har i 2024 og 2025 deltaget i en 3-timers Climate Fresk workshop om klimaforandringerne. Foto: Saint-Gobain Gyproc

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

I løbet af 2024 og 2025 har langt størstedelen af alle ca. 160.000 ansatte i Saint-Gobain-koncernen verden over deltaget i klimaworkshoppen Climate Fresk. Det gælder også medarbejdede i Kalundborg. 

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Det gælder også virksomhedens danske selskaber, Isover, Gyproc og Weber, hvor medarbejdere fra alle jobfunktioner – fra chefstillinger til salg, marketing, økonomi, lager og produktion – nu har gennemført en tre timers workshop om klimaforandringer og global opvarmning. 

”Byggeriet står for 30 procent af de samlede CO2-udledninger i Danmark, og hos Saint-Gobain har vi et mål om at opnå nettonul-udledning af drivhusgasser, herunder CO2, senest i 2050. Det betyder også, at vi løbende produktudvikler og laver forandringer på produktionsanlæggene for at nedsætte CO2-aftrykket. Men for mange er det svært at forholde sig til, hvad begreber som klimaforandringer og globale temperaturstigninger helt nøjagtigt dækker over,” siger Marit Petersen, der er Marketing Communication Manager i Saint-Gobain Denmark. 

Marit er en af de uddannede facilitatorer, der har afholdt workshops for sine kollegaer på Saint-Gobain Weber i Karlstrup, Saint-Gobain Gyproc i Kalundborg og Saint-Gobain Isover i Vamdrup. 

”Formålet med klimaworkshoppen er at give alle medarbejdere et letforståeligt overblik over klimaforandringernes årsager og konsekvenser, og inspiration til hvad både virksomheder og enkeltpersoner kan gøre for at vende udviklingen. Climate Fresk bygger på pålidelige data fra FNs klimapanel og omformulerer derefter, så alle kan forstå det. Det er videnskabsteori for menigmand, og noget man bliver klogere af både som medarbejder og privatperson,” siger hun.

En af de ting fra kurset, der efterlod stort indtryk på Marit Petersen og hendes kolleger, var visualiseringerne over, hvor hurtigt temperaturstigningen er gået de sidste 100 år.

”Det var virkeligt en øjenåbner, og efter Climate Fresk workshoppen er ingen i tvivl om, at de høje og hurtige temperaturstigninger er menneskeskabte, og at vi alle kan gøre en forskel,” siger Marit Petersen.

Idéer gives videre til ledelsen

Deltagerne i workshoppen bliver også opfordret til at komme med idéer og tanker til, hvordan de kan nedsætte CO2-aftrykket i deres nære omgivelser – både som privatperson og som medarbejder. Selv små tiltag tæller som for eksempel en idé, der opstod på en workshop om at undgå at bruge engangspaller. Alle idéer fra årets klimaworkshops bliver samlet sammen til virksomhedens ledelse i slutningen af 2025.

Det handler dog ifølge Marit Petersen også om, hvad vi som privatpersoner kan gøre.

”Vi er, også når vi stempler ud fra jobbet, nødt til at have en forståelse for, at det har en klimamæssig effekt, hvilke transportformer vi bruger, og når vi for eksempel køber nyt tøj. Det gør en forskel, om vi beholder tøjet og reparerer det i stedet for at smide væk og købe nyt. For bare at give et eksempel. Alle tiltag gælder, og det har en betydning, når vi ændrer vaner og adfærd for generelt at forbruge mindre af klodens ressourcer og dermed mindske behovet for at producere nye varer,” siger Marit Petersen.

Fra globalt mål til lokal handling 

For at støtte op om non-profit organisationen Climate Fresks mål om at udbrede viden om klimaforandringerne satte Saint-Gobain-koncernen et mål om, at mindst 80 procent af alle ansatte på verdensplan inden udgangen af 2025 skulle gennemføre et Climate Fresk kursus. Det har blandt andet betydet, at virksomheden har trænet udvalgte medarbejdere på de enkelte virksomheder i at facilitere klimaworkshops for mere end 125.000 kolleger på verdensplan. 

En af dem er Marit Petersen, der har været glad for i en periode at supplere jobbet som Marketing Communication Manager med titlen som facilitator af Climate Fresk workshops for kollegerne. En titel hun får lov at beholde, for som Climate Fresk-facilitator har hun nu mulighed for at videregive viden og afholde nye workshops fx foreningslivet eller på skoler. 

”Det giver rigtigt god mening hvis andre – for eksempel i foreninger eller på skoler - har lyst til at stable et Climate Fresk-kursus på benene. På den måde kan vi sprede budskabet som ringe i vandet, og selv om det ikke løser verdens klimakrise her og nu, så er det vigtigt, at så mange som muligt forholder sig til klimaforandringerne på et oplyst grundlag,” siger Marit Petersen. 

En Climate Fresk workshop varer tre timer og er bygget op i flere moduler med blandt andet kortspil, foredrag/faktadel og idé-skabende aktiviteter. Climate Fresk har tilknyttet facilitatorer landet over – ønsker  man at afholde en workshop, kan man kan henvende sig direkte på climatefresk.org 

Del