Så kom der julelys i Svebølle

Søndag eftermiddag kom julen til Svebølle - og byens træ blev tændt.

Så kom der julelys i Svebølle
Søndag var der juletræstænding i Svebølle. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Det bliver ikke rigtig jul nogen steder, før byens juletræ tændes og man har fejret, at nu er det altså snart jul. 

I Svebølle blev den tradition holdt i hævd søndag, da byen fejrede julens komme. Eftermiddagen begyndte med julemusik og der var æbleskiver, gløgg og saft til alle og mens man ventede på, at juletræet skulle tændes, var Slagelse Garden på pletten med julemusik. 

I år var juletræstalen lagt i hænderne på Svend Müller og så var det julemandens opgave at sørge for, at juletræet på centertorvet i Svebølle fik tændt lysene. Vanen tro blev der derefter danset omkring juletræet. 

250 godteposer blev delt ud efter der kom lys på juletræet, og så spillede Slagelse Garden et par julenumre. 

Omkring 400 borgere tog del i festlighederne. 

Det er "Julens venner" - det vil sige Svebølle Lokalråd og OLD SBI, samt alle de frivillige fra byens foreninger, der - til ære for Svebølle, står bag julearrangementet.

Del