Røde Kors åbnede igen efter brand
Efter en brand sidste sommer lukkede Røde Kors i Svebølles genbrugsbutik. Fra møbelhallen har man siden da solgt effekter, men torsdag åbnede butikken igen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Sidste sommer raserede en voldsom brand Røde Kors´ genbrugsbutik i Svebølle. Torsdag kunne man åbne dørene igen.
Det var en kortslutning af en art, der den 12. juni sidste år var skyld i, at Røde Kors´ genbrugsbutik i Svebølle brændte.
Ilden fik godt fat, og især på 1. salen var der ikke noget at redde.
"Vi fik nogle få ting fra stueetagen reddet ud, og så skete der ikke noget med vores møbellager i bygningen overfor, hvorfra vi siden da har haft åbent og solgt effekter fra," fortæller Birgit Dam, der er daglig leder i Røde Kors´ genbrugsbutik i Svebølle.
Hun havde tid til at give generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, en hurtig rundvisning i den nye butik, før den officielle åbning klokken 10.
Fuldt hus til åbningen
Allerede en halv time før dørene blev åbnet, var der stimlet 50-60 mennesker sammen, der ville være med til at åbne genbrugsbutikken.
Men først var der taler.
"Sidste sommer var jeg på ferie i Tunesien, og sad og scrollede lidt på min telefon, da jeg så Birgits opslag om, at der var brand i butikken. Frygteligt! Men jeg har hele vejen igennem kunne følge med i hvad der skete, for Birgit er rigtig flittig til at lægge opslag op," sagde Anders Ladekarl blandt andet i sin åbningstale.

Daglig leder Birgit Dam er meget tilfreds med den nye butik. Foto: Charlotte Koefoed
Han havde kæmpe ros til de frivillige i Røde Kors i Svebølle og takkede dem for den ukuelighed, de har udvist gennem det sidste halvandet års tid.
"Vi er så stolte af jer i Røde Kors. I har virkelig ydet en ekstraordinær indsats," sagde Anders Ladekarl, før han klippede den røde snor til butikken og alle de fremmødte kunne komme ind og se den nye butik.
Stor donation og eget skilt
Udlejer Flemming Rasmussen fra Moderne VVS var også til stede, og han fik sin egen helt specielle gave, et skilt, hvor der stod 'Flemmings Plads'.
Skiltet er en tak fra Røde Kors´ genbrugsbutik for det store arbejde, han har lavet i forbindelse med renoveringen.
"Jeg har lavet lidt mere, end det der var aftalt, for jeg er rigtig glad for mine lejere, som jeg har haft siden jeg overtog bygningen i 2007," forklarede Flemming Rasmussen.

Udlejer Flemming Rasmussen, Moderne VVS, fik sit helt eget skilt i gave. Foto: Charlotte Koefoed
Han foretog, som den allerførste, et køb i den nye butik. Eller rettere en donation på hele 10.000 kroner.
"Det virkede som en bedre ide, end at komme med en blomst", sagde Flemming Rasmussen.
Totalrenoveret butik
Flemming Rasmussen har været i fuld gang med at renovere lokalerne, og der er kommet nye gulve og vægge overalt, mens den store trappe til førstesalen er blevet slebet.
Der er også blevet plads til en stolelift, for at gøre det nemmere for gangbesværede at komme op på førstesalen.
"Vi har fået en helt ny butik, og så har vi benyttet lejligheden til at lave om og flytte rundt på afdelingerne," forklarede Birgit Dam.
I stueetagen er der blevet plads til tøjet lige til højre for indgangen, og til venstre har bøger og musik fået plads.

Generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, fik en hurtig rundtur i den nyrenoveret butik af daglig leder Birgit Dam. Foto: Charlotte Koefoed
På førstesalen er der 300 hyldemeter med glas og porcelæn og ting til køkkenet, der er legetøj og elektronik og så er der blevet plads til et par nye tiltag.
"Vi har fået en 10´er afdeling med gode tilbud, en værktøjsafdeling og så har vi alle krea-tingene samlet," sagde Birgit Dam.
Møblerne bliver over i hallen, som hidtil.
Der er omkring 15-16 frivillige i genbrugsbutikken i Svebølle, og har man lyst til at være frivillig, kan man kontakte Birgit Dam.
Røde Kors Svebølle har åbent alle hverdage fra 10 til 17 og lørdage fra 10 til 14.