Nytårsfesten presser hver fjerde dansker
Fyrværkeriet lover fest og farver, og for mange er årets sidste dag forbundet med årets største fest. Men bag glitter og glade opslag, føler hver fjerde dansker sig presset til overhovedet at være med.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
En ny undersøgelse viser, at hver fjerde føler sig presset til at være med i nytårsfejrninger. Undersøgelsen er lavet af YouGov for Gjensidige.
Her svarer over hver fjerde dansker, at der i nogen, høj eller meget høj grad at der følger et socialt pres med nytårsplanerne. Både andres forventninger og de mange nytårstraditioner spiller ifølge undersøgelsen en rolle.
Forventningerne til nytårsaften kan føles tunge, men Mette Glad, fagchef for Sundhed i Gjensidige, understreger at det er vigtigt at huske at man selv sætter rammerne.
“Vi skal huske på at det vigtigste er at gøre det, der føles rigtigt for én selv og ikke det som andre forventer. Nytårsaften behøver bestemt ikke være en stor fest, det kan lige så godt være en stille aften, hvis det giver ro og glæde.”
Det handler om at slippe idéen om, at nytår er en konkurrence om de største planer, og i stedet vælge det, der giver energi og trivsel, tilføjer hun.
Presset er størst blandt de unge
Selvom tallene viser en generel tendens blandt danskerne, er det især de unge mellem 18 og 29 år, der er mærket af nytårspresset. Hele seks ud af ti i denne aldersgruppe oplever et socialt pres i nogen, høj eller meget høj grad. Tallene bekymrer, men kommer samtidig ikke bag på Mette Glad:
“Vi har desværre nogle uskrevne normer i vores samfund der siger at man skal fejre stort, og det kan derfor føles som en usynlig pligt, som i sidste ende kan skabe forventningspres og tvivl.”
Ifølge Mette Glad er der dog en enkel måde at lette presset på
“Gennem åbenhed. Ofte er forventningerne langt mindre, end vi tror, og en ærlig samtale kan tage meget af presset,” siger hun.
Danskernes top-5 årsager til nytårspres
- Jeg føler, at det forventes, at man laver noget særligt
- Familie og venner spørger ind til planer
- Traditioner med at fejre nytår med andre fylder meget
- Sammenligning med andres planer
- Opslag på sociale medier om fester