Ny frokost og delikatessebutik åbnede

Louise Lund åbnede fredag morgen dørene op for den  nye frokost- og delikatessebutik i Kalundborg.

Ny frokost og delikatessebutik åbnede
Louise Lund foran den nye frokost og delikatessebutik, sammen med hendes mand Per og sønnen Viktor. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Fredag den 20. marts var der åbningsfest hos Louise Lunds nye frokost- og delikatessebutik i Kordilgade 30A i Kalundborg.

Kl. 9.00 fredag morgen slog Louise og Per dørene op for første gang, og butikken var fyldt med lækkerier, smagsprøver og gode tilbud, som kunderne nød godt af dagen lang. Butikken blev godt besøgt dagen igennem.

I den nye butik kan kunderne købe lidt lækkert om morgenen, frokost, som hovedsageligt er to go, samt lækre delikatesser. Alt sammen i samme kvalitet og koncept, som Louise Lund er kendt for fra Den Gamle Skole på Asnæs, Dansk mad - Nye tider.

“Det er ikke en café, hvor man hænger ud i flere timer, da der kun vil være få siddepladser. Man er selvfølgelig velkommen til at spise sin mad hos os, hvis der er plads, men der er lagt op til et to go-sted,” fortæller Louise Lund.

På menuen vil der blandt andet være salatbowls, pålægssalater og nybagt brød samt søde sager som kager og cookies.

“Der vil også være en simpel morgenbolle med Gammelknas, der serveres med en kop kaffe for en pris, der er til at betale. Det skal være et rart sted både at komme – også prismæssigt,” fortæller Louise Lund.

Til at begynde med vil butikken have åbent på hverdage fra klokken 9 til 16, og på sigt er det planen også at holde åbent om lørdagen.

Del