Nu kan gangbesværede både bade og bruge sauna i Havnsø
Lørdag blev en personkran indviet på Havnsø Havn. Nu kan gangbesværede komme til at bade
og bruge saunaen hele året rundt.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Havnsø Havn har nu taget et stort skridt mod bedre tilgængelighed til havet - for alle.
Efter flere års arbejde er det med støtte fra lokale donorer samt Kalundborg Kommunes landdistriktsudvalg og Bevica Legater lykkedes at etablere faciliteter, så mennesker med gangbesvær kan bade og benytte sauna året rundt.
Der er opsat en personkran ved saunabygningen, som kan svinge ud og sænke en person sikkert i vandet med hjælp fra en ledsager. Samtidig etableres handicapparkering med nem adgang til havnens faciliteter og restauranter.
Havnsø bliver dermed det første sted i Nordvestsjælland, hvor gangbesværede får reel mulighed for at komme i havet året rundt.
Ifølge Inge Jørgensen fra Handicaprådet i Kalundborg Kommune findes der ikke tilsvarende løsninger i kommunen.