Massage til chaufføren
Punkt 1 Kalundborg har fået leveret en ny varevogn med lift til deres vognpark.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Onsdag middag fik Punkt 1 Kalundborg tilføjet endnu en bil til deres vognpark. Vognparken består nu af 8 varevogne med lift og 7 kassevogne.
Den nye varevogn er en VW Crafter 177 hk. med automatgear. Den er med lift og i en højde, så køle- og fryseskabe kan stå oprejst.
“Denne model giver lidt forkælelse til chaufføren, da den er udstyret med fjernbetjent oliefyr i denne kolde tid samt massage og luftfjedring i førersædet,” fortæller salgschef Brian Petersen fra Volkswagen Kalundborg og fortsætter, “og ud over det har den blandt andet også adaptiv fartpilot, lane assistent, varme i rat og sæder samt LED-forlygter.”
Punkt 1 har valgt at tilknytte bilen en service- og reparationsaftale, som dækker over alle serviceeftersyn og eventuelle reparationer, så der ikke kommer nogen uventede overraskelser. Denne aftale gælder på alle Volkswagens værksteder i Danmark, så hvis en chauffør får problemer med bilen, når han for eksempel kører i København, kører han bare ind på nærmeste værksted.
“Det er vigtigt, at vores biler fungerer, da der er planlagt kørsler på alle biler hver dag, og de kører rundt på hele Sjælland,” siger Steen Jensen, indehaver af Punkt 1 Kalundborg og fortsætter, “Det er den tredje, vi har købt hos Volkswagen, og vi har allerede bestilt en varevogn med lift mere.”