Måltidsgudstjeneste i Nyvangskirken på Skærtorsdag

Nyvangskirken inviterer til en særlig måltidsgudstjeneste i anledning af Skærtorsdag.

Måltidsgudstjeneste i Nyvangskirken på Skærtorsdag
Ifølge sognepræst Tina Stege Lindstrøm handler Skærtorsdag om fællesskab.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 2. april kl. 12 inviterer Nyvangskirken til en særlig måltidsgudstjeneste i anledning af Skærtorsdag.

Dagen markerer mindet om det sidste måltid, som Jesus delte med sine disciple. I den forbindelse bliver kirkerummet omdannet, så der dækkes op midt i kirken, og gudstjenesten udfolder sig omkring bordet, hvor deltagerne spiser sammen undervejs.

“Skærtorsdag handler om fællesskab, nærvær og det at dele livet med hinanden. Ved at sidde sammen om bordet i selve kirkerummet kommer vi tættere på den fortælling, som dagen rummer men også tættere på hinanden. Vi spiser, lytter, beder og synger – og lader måltidet blive en del af gudstjenesten,” siger sognepræst Tina Stege Lindstrøm.

Gudstjenesten vil bestå af en vekselvirkning mellem korte læsninger, musik og fællesspisning. Arrangementet er tilrettelagt med god tid og henvender sig til alle – også dem, der ikke normalt kommer i kirke.

Tilmelding skal ske ved henvendelse til kirken senest fredag den 28. marts 2026.

Del