Kommuneplan vedtaget- men ikke uden sværdslag
På årets sidste kommunalbestyrelsesmøde skulle kommuneplanen vedtages. Det blev den også, men ikke uden sværdslag.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Kommunalbestyrelsen besluttede på møde den 25. juni i år at sende forslag til Kommuneplan 2025-2036 i offentlig høring.
Planforslaget har efterfølgende været offentlig fremlagt i 10 uger, og der er i høringsperioden afholdt et borgermøde. Der blev indsendt 136 høringssvar, som er behandlet i den såkaldte hvidbog.
Over en tredjedel af høringssvarene gik på K06.E09 - Kalundborg syd, ca. 70 ha til blandet erhverv, lettere til tung industri.
Det er industriområdet ved Årby og Melby, som en gruppe borgere med Philip Studinski i spidsen har kæmpet indædt imod.
Deres indsats har båret frugt, for i kommuneplanen blev planerne for lige netop deres område ændret, og der er blandt andet pillet 15 ha ud af planen, ligesom man har ændret på, hvilken type industri, der kan ligge i en del af området.
“Vi går i tænkeboks. Vi synes, det er stort, vi har kunnet ændre i kommuneplanen, og nu skal vi lige samle os om, hvad vi fremadrettet skal gøre,” sagde Philip Studinski efter kommunalbestyrelsesmødet onsdag aften.
Uenighed i kommunalbestyrelsen
På kommunalbestyrelsesmødet var der heller ikke enighed om kommunalplanen. Tina Beck-Nilsson sagde blandt andet, at partiet ved flere lejligheder havde gjort opmærksom på, at placeringen af et industriområde så tæt på skole og beboelse var uhensigtsmæssigt, og det fik hende til at stille et procedureforslag.
Forslaget gik på at udskyde beslutningen om industriområdet i to måneder, så politikerne kunne gennemarbejde høringssvarene ordentligt og finde en alternativ placering.
Det mente borgmester Martin Damm (V) og Peter Jacobsen (DF) ikke var en god idé. De mente blandt andet, at det ville give en helt ny kommunalbestyrelse kort tid til at sætte sig ind i kommuneplanen og industriområdet.
Trods flere argumenter fra både SF og Enhedslisten faldt forslaget. Frit Borgerligt Fællesskab støttede procedureforslaget, mens Venstre, Dansk Folkeparti, Kalundborg-Listen, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre stemte imod.
Afstemning om Kommuneplanen
Kommunalbestyrelsen stemte herefter om kommuneplanen. Planen blev vedtaget af et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Kalundborglisten, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Frit Borgerligt Fællesskab stemte imod.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten stemte nej til Kommuneplanen med følgende bemærkning:
“Vi stemmer nej, da vi ikke synes, at processen har været ordentlig. Vi bør som kommunalbestyrelse bruge mere tid på at behandle høringssvarene seriøst og ordentligt, da vi finder, at vi grundligt politisk bør diskutere balancen mellem bosætning, industri og natur.”
Frit Borgerligt Fællesskab stemte nej med begrundelse om, at sagen på grund af de mange høringssvar burde have været grundigere behandlet.