Kalundborg er med i et landsdækkende udviklingsprogram for unge
Kalundborg er kommet med i et landsdækkende udviklingsprogram MÆRKBAR for unge mellem 16 og 25 år. Der var 28 ansøgere - 15 blev valgt.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Musiks Skole oplyser, at Kalundborg de næste tre år er en del af det landsdækkende udviklingsprogram MÆRKBAR for unge mellem 16 og 25 år.
Efter et open call, hvor 28 kommuner ansøgte, har MÆRKBARs advisory board udvalgt 15 projekter, der fra august 2026 udvikler lokale aktiviteter og praksisser, som bygger bro mellem unge og musikken.
MÆRKBAR er udviklet til at nå de unge, som ikke af sig selv finder vej ind i eksisterende musikmiljøer, og som har brug for nye formater, nye indgange og nye fællesskaber.
Med støtte fra Tuborgfondet og i et tæt samarbejde mellem musik- og kulturskoler, lokale aktører og unge selv, udvikler MÆRKBAR nye, inkluderende vækstmiljøer for unge i hele landet. Rytmisk Musikkonservatorium er programmets videnspartner.
I Kalundborg er projektet forankret i et samarbejde mellem Musisk Skole Kalundborg, LUMA Youth House og UNG Kalundborg og souschef på Musiks Skole, Sonny Lillevang glæder sig til, sammen med de unge i kommunen, at udvikle projektet.
"Projektet begynder til august, og nu går vi i gang med at planlægge projektet mere detaljeret. Det fine ved det her, at de unge selv skal være med til at definere, hvad de gerne vil arbejde med. Og så får vi musik.- og øvelokale i LUMA. Det bliver godt," siger Sonny Lillevang.
Der bliver også undervisning, men ikke på samme måde som på Musiks Skole.
I et ungedrevet miljø omkring LUMA udvikles nye lavtærskel musikfællesskaber, hvor proces og fællesskab vægter højere end præstation. Et nyt musik- og øvelokale bliver en fælles platform, og unge får mulighed for både at producere musik, arbejde kreativt og deltage i korte mikroforløb.
Projektet skaber et musikmiljø, som er tilgængeligt for unge uanset baggrund, erfaring og sprog. Målet er at udvikle et bæredygtigt ungemiljø, der styrker trivsel, tilknytning og kulturengagement i Kalundborg.