Juliana skal dyste til DM i Skills

Når der afholdes DM i Skills i Hjørring i dagene fra den 22.-25. april har Bondes Møbelfabrik for første gang en lærling med. Det er 28-årige Juliana Bechsgaard Jensen, der er i lære som møbelpolstrer. 

Juliana skal dyste til DM i Skills
Juliana Bechsgaard Jensen er i lære hos Bondes Møbelfabrik i Kalundborg. Hun er nu udtaget til at komme med til DM i Skills, som foregår i Hjørring den 22. til 25. april. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Fagskolerne udpeger de lærlinge, der skal deltage i DM i Skills, som afholdes i april i Hjørring. Konkurrencen repræsenterer 48 forskellige fag, herunder møbelpolstring, hvor fire unge lærlinge skal dyste. En af deltagerne er i lære hos Bondes Møbelfabrik i Kalundborg.

Egentlig ville 28-årige Juliana Bechsgaard Jensen være konservator. En af dem, der restaurerer gamle malerier, men det er som at skubbe en kamel gennem et nåleøje at komme ind på den uddannelse, derfor skiftede Juliana spor og søgte i stedet ind som møbelpolstrer. 

“Nu restaurerer jeg i stedet for møbler,” siger Juliana med et stort smil.

Hun er nemlig glad for sit fag og er oven i købet så dygtig til det, at fagskolen i Skive, hvor hun har gået på 3. hovedforløb, prikkede hende ud til at være deltager i DM i Skills, 

“Det handler selvfølgelig om, at jeg er god til det, jeg laver, men det handler også om, at jeg er en robust type, for vi skal stå tre dage og arbejde, mens der er masser af besøgende, der står og kigger med. Det er noget af et pres,” forklarer hun. 

Oprindeligt kommer Juliana Bechsgaard Jensen fra Roskilde og tog grundforløbet til møbelpolstrer på Next i Rødover. 

“Så fik jeg en læreplads i Allerød, men af forskellige årsager kunne jeg ikke fuldføre uddannelsen der, men var så heldig at komme her til Kalundborg. Og det er jeg rigtig glad for,” siger hun.

Som lærling har hun fået lov til at lave alle slags opgaver, og hun er udlært til sommer.

“Vi arbejder mest i skum, skind og tekstiler og kommer rundt om hele møblet. Det kan jeg godt lide. Nogle opgaver er selvfølgelig sjovere end andre, men jeg er virkelig glad for mit fag. Især er jeg vild med at lave Wegnerstole,” siger Juliana Bechsgaard Jensen. 

Der bliver uddannet omkring 10 møbelpolstrere om året i Danmark.

Får stolen med hjem efter DM i Skills

Det bliver nu ikke en Wegnerstol, der skal dystes i til DM i Skills, men en Pelikanstol, designet af Finn Juhl.

De fire møbelpolstrere, der skal dyste til DM i Skills, har allerede fået opgaven at vide. De får nemlig udleveret et nyt stel af stolen, og der er monteret skum på.

“Det er for at give os de samme vilkår. Hvis vi skulle arbejde med gamle stole, kunne der være stor forskel på, hvordan stolens stand var, og de udfordringer, vi ville stå med. Derfor har man valgt den måde at gøre det på,” forklarer Juliana Bechsgaard Jensen.

Hun har også allerede valgt stof til stolen, som bliver i lilla med blå hynde.

“Og så får vi stolen med hjem, efter vi har været til DM i Skills,” siger Juliana Bechsgaard Jensen.

Hun glæder sig til at være med og var selv med som gæst i Roskilde, da DM i Skills blev afviklet der.

Det er første gang, Bondes Møbelfabrik har en lærling til DM i Skills.

Om DM i Skills

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med, og de kæmper om at blive danmarksmester i deres fag. I år holdes DM i Skills i Hjørring i dagene fra den 22.-25. april. 

Del