Bedemand og præst i efterlysning: Hvem kender Inger?

Når et menneske dør, og der ikke er nogen pårørende, står både præst og bedemand og mangler vigtig information. Inger Olsen fra Kalundborg døde forleden. Men hvem kender hende?

Bedemand og præst i efterlysning: Hvem kender Inger?
Jeanette Willers har fået Kalundborg Kommunes tilladelse til at efterlyse pårørende eller andre, der kendte Inger Olsen fra Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Forleden døde Inger Olsen fra Kalundborg på Odinscentret i Høng. Når et menneske dør, går der automatisk en proces i gang, men når der ingen pårørende er, bliver processen lidt anderledes. 

I Inger Olsens tilfælde er der ingen kendte pårørende. Det erfarede bedemand Jeanette Willers, som skal forestå begravelsen. 

"Jeg spurgte derfor Kalundborg Kommune, om jeg måtte efterlyse pårørende til Inger Olsen og lavede et opslag på Facebook. En hel del har allerede henvendt sig med besked om, at de gerne vil deltage i bisættelsen, og det er jo en utrolig fin gestus," siger Jeanette Willers. 

Inger Olsen bisættes fra Nyvangskirken den 26. februar klokken 11. 

Men der mangler stadig informationer om pårørende eller nogen, der kendte Inger Olsen. 

Inger Olsen kommer fra Kalundborg, men døde på trænings- og rehabilitetscentret 'Odinscentret' i Høng.

Her nåede hun, ifølge Jeanette Willers, at fortælle plejepersonalet, at hun havde en bror, men mere vides ikke. 

"Derfor søger vi stadig efter pårørende til Inger Olsen," siger Jeanette Willers. 

Der er altid nogen, du har betydet noget for

Det man ved er, at Inger Olsen var født den 10. juli 1948 og at hun ikke havde nogen børn eller ægtefælle. 

Men det betyder ikke, at Inger Olsen ikke har haft en stor betydning i andre menneskers liv. 

Det siger sognepræst Tina Stege Lindstrøm, Nyvangskirken. 

"Når vi står med et menneske, der ikke har nogen pårørende, og vi derfor ikke har nogen at spørge om det liv, der er levet, tager vi fat i de ting, som gælder for alle mennesker. Det er jo helt sikkert, at Inger Olsen har haft en betydning i andre menneskers liv, ligesom der vil være nogen, der har betydet noget i hendes," siger Tina Stege Lindstrøm. 

Som eksempel på det, fortæller Tina Stege Lindstrøm, at der på væggen i hendes stue hænger et billede af en kvinde, som hendes mand har taget på en rejse i Afrika. 

"Jeg kigger på det billede hver eneste dag. Men kvinden på billedet har jo ingen anelse om, hvor stor en rolle, hun spiller i vores liv," siger Tina Stege Lindstrøm. 

Men skulle der være nogen derude, der var noget om Inger Olsen fra Kalundborg, må de meget gerne henvende sig til præst i Nyvangskriken Tina Stege Lindstrøm eller til bedemand Jeanette Willers. 

Del