Fastelavn i Høng Centret

Høng Centret vil gerne forkæle deres kunder. Derfor byder de på en omgang tøndeslagning. 

Fastelavn i Høng Centret
Eva Carlsen fra Mega er tovholder på Høng Centrets tøndeslagning lørdag den 21. februar. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 21. februar klokken 11 byder Høng Centret indenfor til en stor fastelavnsfest med tøndeslagning.

Ikke mindre end fire tønder skal hænges op, og børnene bliver fordelt i tre aldersklasser: 0-3 år, 4-7 år, som får to tønder, og de 8-12-årige.

“Vi holder fastelavnsfesten en uge senere end normalt, men det gør vi fordi mange er væk i vinterferien og så ligger det oveni Valentinsdag. Det er måske lidt uhensigtsmæssigt. Og så vil vi heller ikke stå i vejen for andre tøndeslagningsarrangementer,” forklarer Eva Carlsen fra Mega. Hun er tovholder på fastelavnsfesten.

Fastelavnsfesten er også en måde at forkæle alle de kunder, der besøger Høng Centret, så der er gratis fastelavnsboller og kakao til alle deltagende børn.

Der bliver selvfølgelig også kåring af kattekonger og dronninger samt af de bedst udklædte i hver aldersgruppe.

Alle vinderne får et gavekort på 150 kroner.

Fastelavnsfesten er arrangeret i samarbejde med KonditorBager Høng og Danske Hospitalsklovne.

 

Del