Esbern Snare har hørt
Esbern Snare har opsnappet lidt af hvert om, hvad der sker rundt omkring i Kalundborg.
Af journalist Sonja Husted Rasmussen sonjahustedrasmussen@gmail.com
Esbern Snare har hørt:
At Kalundborg Turistforening inviterer til en tur ud i det blå. Det skal dog ikke forstås sådan, at målet er hemmeligt. Det drejer sig om en tur til Hedda Hondon Raas atelier på Lerchenborg og finder sted lørdag den 21. februar.
Atelieret ligger på Lerchenborg 12 på gårdspladsen lige overfor friskolen.
Glem verden omkring dig, og lad tiden stå stille i en kreativ stund på værkstedet. Medbring eventuelt noget, du selv er i gang med, opfordrer foreningen.
Alle, der har lyst, kan deltage, og der er ingen tilmelding. Besøget er gratis for medlemmer. Ellers koster det 60 kr. Det er også for børn, bare de har en voksen med.
Mødestedet er Café Baggården ved turistforeningens lokale, Kordilgade 36, klokken 11, og her er der mulighed for at aftale samkørsel.

Der er udflugt med Kalundborg Turistforening til Hedda Hondon Raas atelier på Lerchenborg lørdag den 21. februar. Foto: Charlotte Koefoed
Esbern Snare hør hørt:
At Kalundborg TV’s artikelserien om krigssejlerne fra Kalundborg, der mistede livet under 2. verdenskrig, bliver læst med stor interesse.
Artiklerne bygger på Michael Jamni Nielsens grundige research, hvor han har gravet informationer frem om de omkomne, både om deres familie, om hvordan de mistede livet, om det var ved minesprængninger eller bombardementer, og hvilke skibe de var påmønstret.
Nu er Michael blev inviteret til at holde foredrag om de mange skæbner, han har afdækket. 9 krigssejlere mistede livet, og de 8 har han tjek på.
Han mangler en enkelt, nemlig matros Otto Larsen, og han vil benytte lejligheden til at spørge tilhørerne, om en af dem kan bidrage med informationer.
Foredraget er onsdag den 18. februar kl. 10 i Aktivitetscentret i Munkesøen, og det er et arrangement for Metal Senior. Forhenværende borgmester Tommy Dinesen foreslog formanden at kontakte Michael, og så kom arrangementet i stand.
Michael Jamni Nielsen holder foredrag onsdag den 18. februar klokken 10 i Aktivitetscentret i Munkesøen om krigssejlerne fra Kalundborg. Foto: Sonja Husted Rasmussen