Esbern Snare har hørt
Esbern Snare har igen haft ørene åbne og hørt et par nyheder fra Kalundborg.
Af Sonja Husted Rasmussen sonjahustedrasmussen@gmail.com
Esbern Snare har hørt:
At Kalundborg Lokalarkiv begynder det nye år med at fejre fødselsdag. Det sker lørdag den 7. februar. I år er det nemlig 40 år siden, arkivet rykkede ind i de første lokaler i Det Gamle Asyl på Volden 1. I dag råder
arkivet over alle lokaler i huset.
De første lokaler til arkivbrug blev indviet den 20. januar 1986.
I forbindelse med fejringen 7. februar vil en udstilling i ord og billeder fortælle om arkivets udvikling.
Arrangementet foregår fra kl. 10 -14, og alle er velkomne til at kigge indenfor.

Kalundborg Lokalarkiv fejrer 40 års fødselsdag i 'Asylet'. Foto: Jens Nielsen
Esbern Snare har hørt:
At kongen og dronningen den 5. januar havde inviteret borgmestre og regionsformænd til nytårskur i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.
Kalundborgs borgmester Martin Damm var selvfølgelig også med, og ikke alene var han med, det var ham der holdt talen for majestæterne og alle kollegerne fra det ganske land.
Damm begyndte med en stor tak for at få lov til at være med til nytårskuren:
"Det er en ære at være her, og vi håber, at det kan blive en tradition, hvor vi år efter år mødes og markerer starten på et nyt år for kommunerne, regionerne og vores fælles Danmark."
Borgmesteren fandt, at ”der er grund til at følge stolthed over den opgave, vi tager på os i det lokale og regionale demokrati”, og han understregede, at i en verden hvor usikkerhed fylder mere end før, er det
vigtigere end nogensinde at skabe en tryg og robust hverdag for borgerne.
Martin Damm nævnede også betydningen af den kongelige families besøg i kommuner og regioner:
"Den nærhed, De viser, har kolossal betydning overalt i Danmark."
Borgmesteren talte om den store ære, han mener, politikerne får ved at være med til at forme de nære rammer om det liv, vi alle deler. Han nærer en stærk tro på, at ”vi sammen kan løfte velfærden og styrke vores lokale og regionale demokrati”.
Til slut takkede han majestæterne for deres store engagement i hele Danmark.
Borgmester Martin Damm holdt tale for kongen og dronningen - og alle de andre indbudte til nytårskur i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg. Foto: Charlotte Koefoed